Ved virkelig ikke hvad der skete for min studiekammerat i dag… Hun var irritabel, trist, og træt… og nå ja.. så tror hun også at hun er min mor.. hvilket jeg bestemt ikke bryder mig om…

Allerede inde i timen, begynder hun at kommentere at min tlf. ikke er sat på lydløs… helt ærligt.. det var en enkelt besked, som dumpede ind… Jeg var ikke særlig sød, men svarede hende så, at jeg faktisk ventede opkald fra Irak af, og derfor var den ikke sat på lydløs. Men jeg hader mig selv for at havde dårlig samvittighed over at min tlf. ikke var på lydløs.. jeg er så pisse svag, at jeg ofte får kvalme af mig selv… Har virkelig svært ved at være ligeglad med andres folk og meninger.. og mange gange, så er jeg undskyldende og panelkrybende.. siger bare ja og amen, i håb om at slippe udenom de større diskussioner…

Det gør så heller ikke tingene bedre at jeg snerrer af hende foran klassen… De har jo hørt mange rygter om mig, og især hvad der skete i min sidste gruppe.. Det fortalte Sidsel mig… og det skræmmer mig, for jeg har ikke en jordisk chance for at komme med i en god eksamensgruppe. Og det er specielt pga. alle de rygter der har kørt rundt i det sidste lange stykke tid.. At en fra den gruppe, så lige skulle nævne under vores fremlæggelse, at vi netop havde haft problemer i gruppen, gjorde så heller ikke tingene meget bedre.. og ja.. i dag så snakker jeg ikke særligt meget med hende.. hun er jo kommet helskindet igennem og har fundet sin eksamensgruppe.. mens jeg er blevet den som er sat i den situation, hvor ingen egentlig ikke gider arbejde sammen med mig.

Men for at gøre en lang dagbogstekst kort, så endte min dag med Sidsel, at jeg snakkede med hende om det ude på gangen, gav hende et knus, og så fortalte hun mig at tingende irriterende hende, fordi jeg havde haft en lang tlf. samtale med kæresten, midt under vores opgaver, og at jeg efterfølgende havde diskuteret noget økonomi over msn, sammen med ham…

Der trak jeg en grænse.. sagde til hende, at jeg sagtens kunne passe min skole, og havde en samtale kørende sammen med min kæreste…
Sagde til hende, at hun skulle havde respekt for at jeg havde en kæreste i Irak, og en lille smule forståelse for at jeg ikke vidste hvornår jeg ville høre fra ham igen… Men det har damen så åbenbart svært ved at sætte sig ind i..

Hvis hun nu havde haft en kæreste, så kunne hun sagtens havde forholdt sig til det, men nu er hun single, og php-nørd.. hvilket vil sige at hun bruger al sin vågne tid på studiet.
Hendes standardreplik var dog den værste, ”kan godt se at du er forelsket og har en kæreste, men du lærer ikke særlig meget php, når du sidder og skriver sammen med ham på msn”

Lige der kun jeg havde smækket hendes hoved ind i væggen.. fik nærmest et Ally-klip, hvor jeg i min fantasi kunne forestille mig effekten af hendes hoved ryge direkte hårdt ind i væggen…
Men tilbage til virkeligheden.. det skete desværre ikke og jeg tog min bus hjem, var så gal i bussen at jeg bare skruede så højt op for min musik, i håb om at dette kunne kvæle min hidsighed…

Snakkede så senere sammen med hende på msn, men vi snakkede kun om studiet.. hun var tilbage til sit sædvanlig gode humør, og jeg lod det ligge… Gider ikke en gruppe hvor man skal bruge sin vågne tid på at bekymre sig om samarbejdet…

Men det gode er, at jeg fik cyklet næsten 20 km ud til mine svigerforældre, fik snakket med den ene af min svigerinde, og fik faktisk rigtig god mad hos Claus farmor.. Har faktisk vænnet mig til at han ikke er derude, og det føles ikke så akavet som jeg havde forestillet mig.. tingene glider faktisk rigtigt godt i den familie lige for øjeblikket, og det nyder jeg…

Fik snakket med Claus hele 2 gange i dag,, han ringede i aftes, og jeg var lykkelig.. 2 tlf. samtaler på en dag er bare et mirakel, når man tænker på hvor mange soldater der står i kø om 5 telefoner for at ringe til deres familie…
Fik fortalt ham om Sidsel, og hans kloge ord til det var, at mange folk havde rigtig svært ved at sætte sig ind i sådan en situation, netop fordi de lever i deres egen mindre ubekymret verden…og der vil jeg give ham fuldstændig ret i.

Det gør mig bare vred, når folk ikke har nogen forståelse, for hvilken situation jeg rent faktisk sidder i…
Det kan bare gøre mig så vred… specielt når jeg ved inderst inde, at det er med hans liv som indsats og at jeg måske kan risikere at… nej det vil jeg slet ikke skrive.. det giver mig kuldegysninger at tænke på..

Heldigvis kan jeg holde weekend, og slippe tanker for studie for et kort øjeblik.. Skal bare koble af og ja.. så lige arbejde på restaurant… suk.. hvor kunne jeg dog bare godt trænge til en hyggeaften…