Jeg fascineres over hvor hurtigt menneskets døgnrytme kan ændre sig; klokken er to om natten og jeg er fuldstændigt frisk. Det sucks.

Det skyldes hovedageligt at jeg først kom i seng halv fire i nat - og sov til kl 12. Nåeh ja, man har jo for fanden lov til at dovne den engang imellem.

Det var så ikke med min gode vilje sengetiden var nærmere solopgang end solnedgang. Min roommate og jeg kom op og toppes om aftenen, og kort fortalt endte det med at jeg gik i seng noget så frustreret og vred at det meste af aftenen gik med at føre raseriudbrud i mit sind, hvilket ikke ligefrem bidrager til en god nats søvn.
(Jeg er ikke lige den skarpeste til at skubbe følelsesmæssige udbrud til side...)
Da jeg var tilpas rastløs og ophidset - det vil sige lå med hjertebanken, knyttede næver og sammenbidte tænder - bestemte jeg mig for at for brænde energien af på en cykeltur. Da var kl. halv tre.

Det var bare derudaf på cykelstien, og byen var så dejligt stille og tom, for ingen velbegavede mennesker bevæger sig jo ud midt om natten en søndag.
Der duftede af nyudsprungne frugttræer og varm asfalt, og i mørket var der kun lyden af luften der summede og planter der raslede.
Jeg satte mig ned ved en grøftekant over for en række kolonihavehuse, og hen kom først én kat, dernæst en til og gjorde mig selskab.
Jeg havde helt glemt hvor afslappende det er at kæle med et dyr. Det er ren sjæleføde om man må have lov at bruge det udtryk.

Så sad jeg der og kom af med al min frustration. Da jeg var hjemme en time senere, læste jeg et par sider i en bog og kunne endeligt lægge mig til at sove.

Heldigvis viste det sig i dag, jeg mere eller mindre havde misforstået min roommate, og vi fik snakket ud om tingene. Men det ændrer desværre ikke på min nyligt erhvervede døgnrytme...