Jeg er netop hjemvendt efter weekend i tavsed hos Nonnerne. Jeg har været stille med mig selv i 3 dage, kun afbrudt af samtaler med en Søster. Jeg har mærket jorden med mine fødder, duftet havet. lyttet til fulgenes fløjten. Mærket min fødders skridt mod de glatte blade på den fugtige græsplæne. Jeg har spist søster Emmas hjemmelavede æblekage, fra æblerne i klosterhaven, som hun netop havde plukket. Jeg har siddet tavst og kigget på det stille vand, på de hvide svaner. De skvulpende bølger. Jeg har stirret på det levende vand og tænkt over livet.

Søsten gav mig et billede, af en kvinde der stod og kiggede i en brønd, i dybet så kvinden sit eget spejlbillede. Det var den samritanske kvinde, Det kunne have været mig. Hvad ville jeg se, hvis jeg kiggede ned i brøndens dyb, hvilke billeder ville tone frem af et vandspejl.

Jeg kiggede længe, jeg så min længsel efter jorden, simpeltheden, kærligheden, naturen, ånd, og kreativitet.

Jeg så det lå lige for, at jeg ikke skulle bekymre mig mere.