11 år siden

Mønstrer, der ændrer sig

Første dag.
Neola
1 år, 3 måneder siden
En hvid rose og strøtanke...
Camilla Rasm...
7 år siden
Hundetyven.
Regitze Møbi...
8 år siden
Dagen i dag
Salomon
7 år siden
En dagdog?
Kellany Bram...
9 år siden
Dating.
Ruth Christe...
5 år siden
Danmarksmesterskab i Ribe
Peter
6 år siden
Udstilling
Hanna Fink (...
9 år siden
Ferieafslutning
Hanna Fink (...
9 år siden
En snak om plejehjem, syg...
Bjørn Langki...
2 måneder, 20 dage siden
Mit sidste farvel til mor
Jønsse
6 år siden
Merhaba, online-ulve
Camilla Rasm...
7 år siden
Hurry up!
Julie Vester...
8 år siden
Kakao og alt for korte be...
Carsten Cede...
7 år siden
11 dag på fyldepinden og ...
Gaffa Brandt
9 år siden
16.09.2016
Marianne Mar...
5 år siden
Et skridt nærmere
Liza Abildsk...
7 år siden
Fremtiden er nu...
Bjørn Langki...
3 måneder, 12 dage siden
Jeg, der giver

Jeg håber at der findes en verden, som man får at se, når ens sjæl forlader kroppen.
Måske har man endda været der før, men har blot glemt det?
Det sted, tror jeg at man møder sine kære igen.
Jeg vil se og gense mine 2 oldemødre, Anna og Agnete, som jeg slet ikke husker.
Min morfar og farfar, som begge var syge da jeg blev født og som jeg aldrig lærte at kende.
Min farmor, som jeg ønsker jeg havde tilbragt mere tid med, før hun døde.
én af mine bedste venner, som døde under et år efter, at han var kommet ind i mit liv.
Og ikke mindst, de i min familie, som heldigvis stadig er hos mig, men som måske vil forlade jorden og livet, før mig.
Jeg tror, at der på det sted, findes en kærlighed, der er større end en moders kærlighed til sit barn. At den findes vedvarende, uafbrudt, alle steder og mellem alle individer.
Med den tanke, frygter jeg ikke døden.
Jeg har følt mit livskald, lige så længe jeg kan huske tilbage.
Det jeg har at gøre her, er at give til andre mennesker.
Kærlighed, lindring, ro, støtte.
Men som almindelig, forvirret, materielt fokuseret individ, kan det godt synes svært at leve op til.
Jeg har gået hånd i hånd med utilstrækkelighedsfølelser, er blevet overvældet og skræmt fra vid og sans af al denne verdens ondskab og har følt at vejen til målet som færdiguddannet psykolog, var uendelig lang.
Psykologien har været den eneste måde, jeg forestillede mig at få mulighed for at bringe alt det gode til andre, som jeg ønskede.
Men nu er mit mønster ved at ændre sig.
Tanken om, at hvad jeg gør nu, er så langt fra nok, er ved at forsvinde i mangefarvede, milde vinde, der bringer håb og afklarethed.
Jeg gør, hvad der synes muligt på det fysiske plan. Giver mit blod og måske også min nyre. Jeg gør det ikke af princip eller lyst til at blive kaldt altruistisk, jeg gør det af glæde.
Samtidig, er jeg i mine næres bevidsthed som datter, barnebarn, søster, veninde, kærlighed. Jeg lever i andres sind, som de lever i mit. Og jeg spreder glæde, blot ved at være det jeg er.
Jeg er her, for at give til andre og det sker allerede.
Derved undgår jeg at blive fanget i min stræben, men kan åbne nye muligheder i erkendelsen af at det, jeg har brugt mit liv på indtil videre har været godt.
Nu er jeg fri til at udforske andre måder at formidle kærlighed på.
Og fri til at sige mig selv, at målet allerede er nået.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Mønstrer, der ændrer sig er publiceret 15/11-2010 13:36 af abrill.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.