Jeg er tilbage på fyldepennen efter ca. et halvt år med SKÆKKELIGE oplevelser. Men bare læs, så finder du ud af det:

Jeg ved godt at jeg kun er 14 år gammel, men jeg liver mit liv som en på 40. Mine bekymringer er skøre for en på min alder. Hvordan jeg sniger mig ud til næste fest? Det er heller ikke om min veninde bagtaler mig? Om jeg er cool? Jeg kender allerede svarene på de spørgsmål. Der er ingen, nej og nej. I den rækkefølge. Min bekymring er meget ikke-teenage-agtig. Forklaring følger.

- Mine forældre er skilt. (Mange teenagere oplever dette)
- Mine forældre slås om forældremyndigheden. (Måske nogle)
- Mine forældre kan ikke døje hinanden. (Endnu færre)
- Mine forældre kan og har stået midt i offenligheden og hevet i mig. (Teenagere der oplever dette: MIG)

Det startede i sommerferien. Min far afleverede mig for sent. Igen. Min mor flippede ud. Igen. Min far søger om fælles forældremyndighed. Min mor bestemte jeg ikke måtte se ham, før komunen havde bestemt sig. I ca. 3 måneder så jeg min far 2 gange. Da han dukkede op på skolen, og da han dukkede op i vores boligkvater, og de gav sig til at slås om mig. Da han mødte op på skolen, gav jeg mig til at tude. Jeg havde ikke set ham i LANG tid. Mine klassekamarater så det. Mobning dagen efter... da han dukkede op hjemme, var jeg ude med vores hund. Han stod lige foran mit hus. da jeg gik ind med hunden, låste min mor mig inde. Jeg kom ned på gaden. Min far trak mig ind til sig, og min mor hev i min hånd. Ude i offenligheden. Jeg er ikke helt stolt af hvad jeg sagde til dem, før jeg stak af. "I opfører jer som to møgforkælede unger, der slås om en pose slik." Slikket var mig. Ja det sagde jeg. Jeg skred hen til en ven af min mor, og lå og tudede der...

Men bare rolig. Nu kommer teenage-problemerne. Og teenagebrok.

Min kæreste løj for mig. Vi blev seriøse uvenner. Jeg hader folk der lyver. Men i hvert fald. Nu er vi venner og kærester igen. Min komunedame, hende der snakker med mig om mine forældre, siger jeg er så stresset at det kan blive farligt. Som om. Er hun måske læge? Nej. Men måske er jeg bare så negativ pga. alt går så dårligt? Jeg lider nu af angstanfald, pludselig rysten på hænderne (skide træls til prøverne) og jeg er mega glemsom.

Det er min dagbog for 4 måneder. Det er et fantatisk liv jeg har. NOOT