Med en far som er interesseret i alt som foregår i himlen og en mor, som er interesseret i alt, der foregår ved jorden, så kan jeg egentlig godt forstå, at der er en indbygget eksistentiel forvirring i mine gener. Jeg er en slags helikopterpilot i mit eget sind og må som en vægelsindet og forvirret guldsmed flakse op gennem skyerne for dernæst at snudedykke mod jorden. Ligesom Jesus kan jeg sgu heller ikke finde ud af, om jeg er mere død end levende.
Jeg kørte den obligatoriske tur til havet med far. "Det er en flot himmel", siger jeg sådan lettere åndsfraværende. Han er næsten ved at slynge bilen ud i grøften, fordi han sådan skal glo ud af sidevinduet og op i skyerne "Ja, ja, de der, det er Cumulus Fracto, det vil sige en sky, der er ved at blive til en Cumulus Nimbus, så har de de der skarpe kanter, du kan se, der er gået hul på den grimmert og de grå streger er nedbør". Sådan har det altid været. Min far har altid kunne fortælle mig, hvad der foregår i luften over vores hoveder. Fly, skyer, fugle og stjerner. "Se Orion, det stjernebillede kan du finde ved at finde de tre stjerne i bæltet"... og "det der, det er ikke en stjerne, det er Mars". Og ved lyden af en motor i himlen kunne han næsten vælte kaffebordet i forsøget på at nå hurtigst ud i haven, og når han kom ind igen; "Det var Allan, der var ude med Chipmunken"... eller "det er da vist Antonoven, der skal feriere på Endelave". Udstyret med stjernekikkert, stjerneatlas og en lineal stod han og udpegede alle ting på himlen, mens jeg pisfrossen og utålmodigt trippende stod ved siden af og tænkte, at han var irriterende, men også lidt sød.
Min mor derimod kiggede ned i jorden og bekymrede sig om græsset. Om roserne. Og om fodpanelerne. Kun en gang, én gang satte hun min far til at strø gødning i haven. Græsset voksede op i tuer som lignede et grønt udbrud af akne. Dét, og så dengang hun ville ha ham til at klippe hæk, og han rappede den ned så den var ligeså gennemsigtig, som de små dun, han har tilbage på hovedet. Siden klarede hun alt i haven selv.
Sådan er det måske. Modsætninger mødes. Modsætninger tiltrækkes. Modsætninger omsættes i gener som vil hver sin vej hele tiden og fastholder materien i et konstant limbo, det er mig, vægelsind og vankelmod. At jeg så ydermere er vægt (hvis man tror på den slags), gør det jo ikke bedre. At man altid stræber efter balance og harmoni er sin sag, når man indeni sig selv både er en kat og en hund, som til tider vil hver sin vej, så de enten er ved at rive mig over på midten eller ved at æde hinanden i kattejammer og hunderfight.