8 år siden

Lidt mere brok...

Kafferumlen - Kasper Lund
Kasper Lund ...
4 år siden
Jeg er blevet Morfar
Poul Brasch ...
4 år siden
Ferieslut
Hanna Fink (...
6 år siden
En sodavandsmaskine for e...
Olivia Birch...
5 år siden
Happy Pride Week!
Kianna Kitte...
3 år siden
Makrel madder og fødsler
Racuelle Hei...
3 år siden
En aften med oplæsning, v...
Olivia Birch...
5 år siden
Ensom
Ansu Orheim ...
12 dage siden
Lidt af hvert
Hanna Fink (...
6 år siden
Hold mig i hjertet for en...
Kasper Lund ...
4 år siden
håb
Halina Abram...
2 år siden
ser, lytter og styrer
Sune Yttesen...
3 år siden
Jeg har ikke rigtig noget at sige i dag. Det føles underligt. At skrive og skrive og skrive og ikke vide, hvad jeg vil. Jeg føler mig så pokkers normal, mens jeg sidder her og ser tv-serier. Jeg har spist i dag. Rigtig meget faktisk. Nu har jeg ondt i maven, så jeg hader mig selv for det. Min mave er nok ikke rigtig vant til fed mad længere. Jeg kunne ikke lide det, men vi har gæster, så jeg gør det for høfligheden. Og nok også for at give min mor et falsk tegn på at jeg har det fint og jeg at ikke fejler noget. Er det forkert? Jeg vil virkelig gerne høre nogle svar på dette, hvis I læser det her. Jeg har lidt skyldfølelse, men jeg ved, at det gør hende glad.

Efter flere måneder med problemer har jeg valgt at komme i en slags behandling. Jeg skal snakke med en, som er vant til piger 'som mig'. Tanken vækker en væmmelse indeni mig, og jeg kunne brække mig over det. Men måske er det en god idé? Jeg har så valgt at droppe det. Jeg sendte en mail til hende i dag, og hun sagde, at jeg kunne altid skrive eller ringe. Dag og nat. Jeg slettede mailen med hendes telefonnummer og glemmer det hele. Jeg orker simpelthen ikke mere af sådan noget. Jeg skal snakke med dit og dut og dat. Tror du jeg orker? NEJ.

Nu er den der normale følelse så væk igen. Jeg tænker på tingene. Jeg taster dem ind på min computer. Og jeg elsker det.

Vrede. Det fylder mig lige nu. For mine venner er ligeglade med mig. De skriver ikke, de tænker sig ikke om en ekstra gang og ringer til mig, for at spørge, hvordan jeg har det. Måske forventer de bare, at jeg siger 'Jeg har det fint.' Det er fint nok. Men jeg har det jo ikke fint. Så hvorfor skulle jeg bruge den samme dumme løgn gang på gang? Jeg er jo ikke en robot. Jeg føler ikke det samme hele tiden, hele mit liv. Mit humør skifter lige som alle andres. Så jeg håber på gode dage og et godt skoleår. Gud være med alle dem, der lider mere end jeg. Der findes millioner af dem.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Lidt mere brok... er publiceret 08/08-2012 23:18 af Isobel Petrova.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.