Træt
Ansu Orheim ...
8 måneder, 17 dage siden
Barndomsdrømme - Kasper L...
Kasper Lund ...
6 år siden
Dagen tiltaget med 1 time...
Hanna Fink (...
4 år siden
Hvis jeg var en fisk ...
Halina Abram...
5 år siden
Sæl
Hanna Fink (...
8 år siden
Guldbryllup
Hanna Fink (...
3 år siden
Mit første blogindlæg
Nikoline Bus
4 år siden
Håb er lige så hult som f...
Ansu Orheim ...
7 måneder, 1 dag siden
Mere tid. Mere alt.
Anja Lind An...
8 år siden
Drama queen...
Sylvia Ebbes...
9 år siden
Resume af projekt SØNDAGS...
Martin Micha...
3 år siden
Hurra!
Halina Abram...
5 år siden
Pædofil
Ansu Orheim ...
7 måneder, 17 dage siden
Lettet!!
Mille Larsen...
5 måneder, 21 dage siden
Min første Fantasy novell...
JesperSB
1 år, 6 måneder siden
At skue hunden på hårene
CamillaJe
9 år siden
Fødselsdagsgave
Hanna Fink (...
3 år siden
Juletid
Gittepigen
9 år siden
Inspiration eller fjolled...
Kellany Bram...
9 år siden
13/07/2016: UFO
Cecilie Revs...
6 år siden
Min beskrivelse på livet
Shawn Cee (J...
7 år siden
Forfald
Hanna Fink (...
9 år siden
Driving home for Christma...
Camilla Rasm...
5 år siden
I aften står den på sværd...
Carsten Cede...
7 år siden
Nirvana
Ace Burridge...
9 år siden
Stormen Ingolf og min irr...
Michael Nevs...
4 år siden
Fjerde bog, næsten færdig...
JesperSB
1 år, 3 måneder siden
De første dage
Michala Esch...
13 år siden
Så sidder jeg her igen. Foran dagbogen. Jeg har taget mig et velfortjent frikvarter efter en blandet dag med min datter på 17 måneder. Hun er lidt af en prøvelse for tiden! Bare for at nævne et eksempel så er hun begyndt at sige "no" til stort set alt - også det som hun egentlig mener yes/ja til. Dette er en helt normal del af hendes udvikling og det kan jeg så trøste mig med nu hvor jeg har fået hende lidt på afstand. Morten sørger for at holde opsyn med hende mens hun spiser. Puha, hun er godt nok en værre lille rotte og alligevel så er hun jo infam sød samtidig. Heldigvis, må man vel sige! Jeg håber hun bliver ligeså god til at sige fra når nu ham der den lækre uden hjerne banker på hendes naive hjerte om mange år.

Jeg er vist inde i sådan et vakuum for tiden. Mine kræfter rækker ikke til meget. Jeg har mest lyst til bare at sove og blive smerterne i min hals kvit. Når jeg sådan mærker at energien forsvinder så forsvinder jeg med den ind i en drømmeverden og forsøger at få alt det der dræner mig på afstand.

Min store lidenskab at sejle er min yndlingsdagdrøm:

"Jeg cykler ned mod havnen iført gummistøvler og sejlerbukser. På bagagebærget er min store sportstaske sat fast. Der trampes heftigt i pedalerne og jeg er lige ved at overse et par huller i vejen.

De andre er netop ankommet og er ligeså ivrige for at komme ud som jeg er.

Vi går straks i gang med at rigge til. Storsejlet bliver sat uden vanskeligheder. Det plejer ellers at drille lidt da det efterhånden er blevet lidt slidt i syningerne. Vi sætter genuaen som forsejl da det ikke blæser nok til foggen. Måske er vi heldige at kunne sætte spileren i dag?

Så kigger vi spændte op på vindekset. Perfekt, vi planlægger at trække os ud og lægge os op ad yderpælen. Sætte alle sejl og lade den sydvestlige vind hive båden ud i bassinet.

Solen skinner fra en næsten skyfri himmel, men der blæser en forfriskende brise som trænger igennem alle åbninger i kroppen. Havluften helbreder, som dug for solen forsvinder alle bekymringer og tanker om den hverdag som til tider spænder ben.

Vi læsser vores tasker ombord. Det er min tur til at stå for lidt godt til ganen og jeg har medbragt kaffe og håndmadder til turen og øl til hvad der svarer til skientusiasternes "after skiing".

Fenderne hives ind. Enhver sejler med respekt for sig selv sørger for det som det sidste inden man lader gå og glider ud i havnebassinet. At sejle med fenderne ude er pinligt og er vel billisterns svar på søndagskørsel.

Alle mand tager redningsvest på og sørger i øvrigt for at være klædt godt på. Det gode vejr kan snyde når man kommer ud midt på åben sø.

Jeg sørger for at surre båden fast til yderpælen og de to andre sørger for at trække sejlene op. Jeg lader gå og båden trækker ud som planlagt. Min rolle i dag er at sørge for forsejlet og jeg sidder klar ved skøderne da der skal vendes en del gange inden vi når derud hvor "benene" bliver længere og vi kan lege lidt med trimningen af sejlene.

Havnen ligger bagude, bliver mindre og mindre. Der står mennesker på kajen og vinker. Jeg elsker at være den der sidder i den båd der sejler ud. Ligesåvel som jeg hader at være den der står og vinker fra kajen.

Jeg mærker et gib i min krop. Det er lang tid siden. 3 år! Min hele krop og sjæl græder af glæder over denne forløsning. Endelig på vej ud til det sted hvor jeg finder mit sande jeg. Tid ophører og sted eksisterer kun i form af en 28 fod stor strømlinet glasfiberbeholder".

Og så er det jeg vågner. Drømmen slutter fordi jeg enten sætter nøglen i døren eller fordi Freja kræver min opmærksomhed.

Der skal nok komme vind i sejlene igen.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Vind i sejlene er publiceret 26/09-2003 03:09 af Carina Malene Rømer (Lillemor).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.