Hejsa.

Snakkede lige med en kammerat i dag. Vi har ikke snakket sammen i årevis. Sådan føles det i hvert fald. Men så kom vi jo ind på de universelle sandheder. Farligt emne. Vi er begge to enige om at der i hvert fald findes en universel sandhed, men vi kan helt blive enige om hvad den er. Han mener for eksempel at en universel sandhed er gud, men hvordan kan det være en sandhed, hvis det ikke kan bevises at den rent faktisk er sand. Men det fik vi meget tid til at gå med, og det var da også meget hyggeligt.

Men så gik tiden og vi måtte skilles igen. Men vi snakker jo nok sammen en anden god gang. Så kan vi diskuterer videre.

Men jeg kom til at tænke på den universelle sandhed. Noget der skal kunne bevises. Men for at det kan bevises må det være en objektiv sandhed, og da mennesker ér subjektiver, kan man ikke i mennesket finde en objektiv sandhed. Derfor, når alt kommer til alt, hander det om, om man tror på at det er sandt eller ej, og så var det at det slog mig. Jeg havde netop fundet den universelle sandhed. Jeg tror. Den behøver ikke engang bevises for at være sand. That's the beauty of it. For udsagnet i sig selv er subjektivt, og der med bliver det en objektiv sandhed.

Så satte jeg mig ned og lavede mig en god kop kaffe og tænkte for mig selv. Hvem bekymre sig dog også om universelle sandheder. Jeg drak min kaffe og gik ned til stranden og så på solbadende piger. Jeg tror det var en god dag.

MVH
Plys