Filmen vi så i biografen var "Familien Gregersen". Og fuck de dårlige anmeldelser, det var sku en fed film. En af de der film, der rykker noget inde i én. En af de film, der får én til at føle, at man er i live. Og sidst, men ikke mindst, giver én en hel del at tænke over.

Først og fremmest! Sådan skal jeg bare aldrig ende! Aldrig om jeg skal være en fru Gregersen, eller anden Hausfrau, der lever i såvel min egen som min husbonds elendighed. Men hvordan forhindrer man det ? Har fru Gregersen ikke også tænkt sådan som ung ? Og er alligevel, forhåbentlig mod hendes vilje, endt som hun er endt ? Kan vi forhindre det ? Eller ender mange af os en dag med at sidde i vores egen elendighed uden at kunne komme ud af det ?
Men er det livets sandhed ? Og hvis det er, hvordan forhindrer vi det så ? Eller skal vi blot acceptere, at det er den barske sandhed ?

Hvis man tænker over det, er det faktisk utroligt mange danske film, der fremviser livet som en stor elendighed, uden at vi kan gøre noget ved det. Tænk bare på "Elsker dig for evigt".
Men hvorfor skal danske film være sådan ? Hvorfor skildre livet som en elendighed ? Hvorfor skal vi gå ud af biografen med tanken om livet som et stort onde ??

En film, som formådede at skildre livet som jeg gerne ser det, er "Oh, happy day". Fed.fed film! Her var livet først elendigheden, men der blev åbnet nogle døre til livets glæder. Der blev livet skildret som en gave. Og man gik ud af biografen med en følelse af, at det bare er så fedt at være i live. Og at vi skal være taknemmelige og sørge for, at få det bedste ud af livet.
Det må da som filmproducer være et noget bedre budskab end livets evige elendighed.

Men måske er det bare min evige store naive holdning, der kommer til udtryk ?
Og så kan jeg kun tænke : HURRA for min naive holdning! Må den leve evigt.