Hvad er skuffelse?

Er det ikke bare noget man selv kan styre og selv kan få til at forsvinde?
er det ikke bare noget som kommer indefra, fordi man er et menneske der stoler og forventer?

Inden jeg lagde mig til at sove i går, lå jeg som jeg plejer og tænkte. Lod sien åbne sine små huller og gav adgang til alt det umiddelbare, alle følelser og tanker som jeg i dagtimerne har holdt i stramme tøjler.

og med eet fandt jeg mig selv i et heftigt skænderi, eller nok mere en opsang. En opsang til alle de menneske, som har kendt mig hele livet.
Og jeg mener hELE livet!!! ikke dem som kom ind midt i pausen, men som havde siddet på første parket fra starten.
Dem som så var gået under pausen, måske stukket hoevdet ind og set om det stadig var spændende, men fundet ud af at de hellere ville stå ude i baren eller gå hjem.

Fint nok!!

Der er tunge, stikkende gaver til dem der bliver ved med at være hensynfulde og tolerante. Og du skal selv hente dem.

Men nu er det slut!!

Ikke nok med at jeg flytter mig fysisk, så flytter jeg mig indenvendigt.
Jeg har fået nok!
Jeg er træt af andres bekymringer, jeg har ikke overskud til andres problemer og kan ikke mere tage ansvar for deres liv.

Jo, jo, siger du så...det er der heller ingen der har bedt dig om!

Nej, det er korrekt....men straffen for at være et kærligt menneske er at denne interesse for andre mennesker, tynger dine skuldre uden at nogle opdager det, end ikke takker dig.
Og så kommer skuffelsen...hjemmelavet skuffelse...indtil du ender med at blive et kysnisk og bittert menneske.

Der ender jeg dog aldrig, men jeg siger stop nu! Jeg skal have en pause og jeg glæder mig til at få den ferie.

Denne voldsomme opsang der pludselig spruttede ud af mine neuroner, var mod min familie...ja, ja..det evigt tilbagevendende problem.
Min lillebror har boykottet min mor.
Det er forståeligt..og jeg støtter ham.
Men jeg har hende hængende i røret fordi hun ikke kan forstå at det tager så lang tid og jeg prøver, dum som jeg er, at mægle mellem dem.
jeg taler med mine brødre, får en del ting at vide, som får mit hjerte til at føles endnu mere tungt...skal være positivt, stærk, svarer på det samme en millard gange, hele tiden..åben, åben, stærk, stærk..hensynfuld....kvak kvak kvak...

Og selvfølgelig skal min lillebro støttes...det er klart, men alligevel sidder der en lille gøgeunge med mine øjne og mit hår og spørger betuttet:

"hvor var de alle sammen da jakob var syg og da han døde?"
hvem af dem spåurgte til mig, var beymkret eller bare SPURGTE??????

ingen....ingen af mit eget blod gjorde!!! Puha, hvor er jeg dog stolt af min familie!!!! ja, puha.....
vi er så fandens gode til at analysere andre, os selv og fanden...men hvad hjælper det, når man er bange for at være menneskelig???

Denne gang trækker jeg ikke i land. Denne gang maser jeg mit nuancerede øje ned i mudderet og tvinger det til at blive der.

Ja, jeg er skuffet!
Men er samtidig også ved at blive ligeglad. og jeg ved sgu ikke hvad der er værst!!!