Kender du det… det er ikke fordi, man sådan generelt går rundt og er bange for noget som helst, eller nervøs eller bekymret eller hvilken fortyndingsgrad angst nu kan vise sig i – det er bare nogle gange, så basker angsten med vingerne indeni.
Det kan være ting, man burde have gjort, men ikke har fået taget sig sammen til. Noget vigtigt, som er lettere ubehageligt at gøre, og derfor er blevet udskudt og udskudt, og øh… udskudt! Og pludselig er det ikke længere en lille triviel ting, man skal ordne. Næh, så er det vokset til noget, hvor det kan gå virkelig galt, hvis man ikke snart sætter sig selv i omdrejninger og handler.

Og så er det så, at angsten for, hvad der kan ske, hvis nu dette småtte, der er vokset, går virkelig galt, begynder at baske med vingerne indeni. Det kan være som små sommerfugle, man nemt kan beordne at klappe vingerne sammen eller det kan være større havmåger som øver sig i at lette.

Det sker som regel uden sammenhæng med noget ydre. Man sidder der i venners lag – eller i lykkelig ensom majestæt – og har det lige så godt og hyggeligt. Og så pludselig kommer man til at tænke på det, man skulle have ordnet for fuldt ud at kunne nyde øjeblikket med ren samvittighed, fuldt ud at give sig selv lov til at nyde nu’et.

For det er jo det, der er galt. Man stiller nogle regler op for sig selv, det er ikke noget andre gør, næh nej, man bygger skam selv buret, hopper selv ind i det, og vælger selv at sidde der og skamme sig, til man får ligevægt i regnskabet mellem handling og burde/skulle/må.

Når jeg får det sådan, så lægger jeg endnu en byrde på mig selv. Jeg tænker nemlig; hvor er du dum, Lone, du ved det jo godt. Du ved jo, at hvis du ikke får ordnet det og det og det af alle de små dagligdags ting, vi alle skal ordne; papirer der skal skrives, breve der skal sendes, aftaler der skal holdes, arbejde der skal ordnes, ja, så ved du, at du får det dårligt. Hvorfor gør du det så ikke bare med det samme?

Men det hjælper slet ikke, at jeg skælder mig selv ud bagefter. Det gør mig bare mere vred på mig selv – jeg skulle skamme mig, skulle jeg. Og jeg ved, at uheldigvis så sker det igen en anden gang. Den der lektie med at tage det sure arbejde før det søde, at ordne problemer mens de er små,med det samme de dukker op, det er åbenbart et tilbagevendende tema, som jeg skal arbejde med.

Jeg kan kun glæde mig over at der går længere og længere imellem at jeg ’falder i vandet’.