“SÅ KOM DOG IGEN! Ja, kom så min pige...op af sengen, ryst dit hoved, tag din afstand, prøv dog at smil lidt, nej nej du er stadig vidunderlig…ork og har masser af grunde til at eksistere, mærk din verden, åben dine øjne, køb dig noget nyt tøj, plask i fodbadet, pluk dine øjenbryn…KOM SÅ….ned med skuldrene, drik din kaffe OG HUSK AT TRÆKKE VEJRET…du må jo gerne!”

…sådan bliver jeg nødt til at ”tale til mig selv” for tiden.

Mine tanker bliver svage og tristheden melder sig. Det er forbandet! Jeg orker ikke en ny tur af den kaliber. Nu gik det jo lige så godt.

Jeg må få noget søvn. Jeg MÅ se at få styr på den søvn igen. Når den først begynder at tilte for mig, ja så starter det hele…

Måske kan jeg sidde og gøre lidt status over den fortløbende periode; jeg HAR virkelig tæsket rundt og for alle mulige andre end mig selv.
Rodet bygger sig op herhjemme. Vasketøj og nullermænd holder fest, mine planter hænger.
Mine kræfter ligger på båden hos mine forældre. Jeg vil så gerne have at de bliver færdige og kommer af sted. Dette vadested er ulideligt. Jeg ved det bliver svært at tage afsked og bagefter vænne mig til, at de ikke er ”ved hånden” og den nyser det utvivlsomt bliver når de sejler, er jeg parat til at møde NU!
Derfor har jeg brugt al min tid til at hjælpe dem.

Men…jeg tager ikke med dem til båden i dag. Jeg bliver nødt til at passe lidt på.

Jeg skal hjem til LH’s mor og ordne hendes hjem. Det begynder at irriterer mig, at være hendes ”rengørings-tøs”. Jeg ved hun sætter pris på min hjælp og har brug for den. Men her på det sidste har det været hårdt. Hun stabler så meget unødigt drama på benene for tiden og jeg kan næsten ikke holde ud at høre på det. Det er som om der bare SKAL være noget galt med et eller andet!

Nå…off i’ll go. Måske vil jeg gøre alvor ud af at købe mig selv et eller andet i dag. På lørdag er der middag hos LH, så det er jo en fantastisk undskyldning for at købe et eller andet tingel-tangel.