Jeg ved ikke helt hvad der gik galt mellem S og B i går. Måske det der altid sker mellem dem; B gør alting besværligt, S bliver skide tosset, B kan slet ikke forstå hvad hun mener, S bliver endnu mere tosset, B bliver skældt ud mens veninden (mig) er på wc’et, S bløder op og B er tavs, S bliver gal over at han ikke siger noget, B synes ellers han siger nok…veninden føler igen ”trang” til at gå på wc og det hele starter forfra igen!

Det var lidt af en udfordring at holde en god stemning, men jeg gjorde hvad jeg kunne! Da jeg ikke havde flere flade vittigheder i ærmet, var jeg tæt på at bestille en flaske vin…bare sådan for at få lidt hjælp. Jeg gjorde det dog ikke.

Da vi nåede biografen toppede den akavede stemning mellem dem. Vi havde valgt ”popcorn-helvede” som på enhver fredag var ved at eksplodere af mennesker.
Jeg havde ellers prøvet at overtale dem til Grand (mit yndlingssted) men det har åbenbart et ry som et ”mærkeligt sted”, der kun viser underlige franske film, de sælger ikke popcorn og salene er alt for små, lyden for dårlig…osv!

Hertil skal det så tilføjes, at B fra starten af ikke gad at se Million Dollar Baby men skulle han ABSOLUT, så skulle han i hvert fald sidde godt!

Til min store ærgrelse havde jeg glemt at bestille billetterne. B savlede nu af vrede og jeg var villig til at forhandle; hvis de to nu valgte en film de VIRKELIG gerne ville se og en som startede samtidig med ”min”…jamen så kunne jeg gå alene ind til min film og vi kunne mødes bagefter over en drinks over resumere overfor hinanden.
”Det er da egentlig et fedt koncept! Det er HELT ok med mig…HELT OK!” sagde jeg og syntes selv jeg lød mere end overbevisende.

Men B nægtede at lade hele aftens muggeri gå til spilde og på martyrisk vis insisterede han på at se den film ”som åbenbart var så vigtig!”.

Salen var lille (åhh), rækken hed nummer 2 (åhhh) og pladserne var HELT ude i siden (ÅHHH). Jeg dansede rundt for at tilbyde B den bedste plads. Han satte sig mellem S og jeg!!!

Op i r….NU VILLE JEG SE MIN FILM.

Tragisk, tragisk, tragisk.

Kvinden (Hillary Swank) vil bokse. Uden noget indhold eller nogen glæder i livet, foruden hendes træning og med alle odds imod sig kæmper hun sig op – med hjælp fra en træner (Eastwood) - og bliver helt formidabel. Everlast-reklamerne er uundgåelige, genren er typisk amerikansk men ellers ret så fængende.
Hun banker alt og alle. Forholdet mellem hende og træner kompenserer for deres fælles mangel på far/datter-forhold. Hun er dejlig, han er enestående, alt er godt, hun vinder, hun kæmper, hun sejre, man sympatiserer også går ALTING galt!

Mere vil jeg ikke fortælle.

Han man set ”Boys Don’t Cry” og har man efter slutningen følt hjertet blive revet ud…jamen så er det det samme her.

Foruden det tragiske, gav filmen mig samme iver som Peter Pan gjorde da jeg var lille (at lære mig selv at flyve). Så da jeg kom hjem, hang jeg min sandsæk op og nu vil jeg så give den de daglige tjats og håbe på at mine armmuskler vil vokse sig store og stærke.

Nu skal det være SLUT med spagetti-arme…