Det var en sær og indesluttet dag i går. Jeg kom kun på gaden (2oo m) fordi jeg var løbet tør for nikotin.

Det irriterede mig egentlig. Jeg ville godt ha’ været ude men eftersom intet bragede ind i synet på mig, forblev jeg passiv herhjemme.
Nogle gange har jeg bare for vane, at filtre mig selv længere ind i mit mærkelig spindelvæv hvis jeg ikke får brudt lidt igennem æggeskallen.

Nå men i dag bliver dog anderledes – familiær, men anderledes.

Fætter-P er landet fra USA og vi skal mødes på restaurant til frokost. De kommer vist alle sammen; mormor, jyde-moster + mand, min kære kusine, mims og ungerne også mor og ”far”.

Selvom det ærgre mor ikke at være af sted på vandene som planlagt, ved jeg at hun nyder at kunne deltage i dag.
Det er Maries fødselsdag. 72 år ville hun have fyldt i dag. Det er den + fætters hjemkomst vi skal fejre.

-------------------------------------
Marie, jeg har tændt et lys foran dit billede. Jeg savner dig, det vil jeg nok altid gøre men noget sir’ mig du har det godt, trives og har fundet dit til rette med en ”tilværelse” uden sygdom og smerter.
Du ved jeg tænker på dig. Hver dag.
-------------------------------------

Fætter-S måtte hjem til Monaco, desværre. Jeg havde ellers glædet mig til at sludre med ham. Han er så sympatisk og jovial en mand. Det som fascinerer mig meget, er at han på ingen måder er snobbet på trods af hans liv, karriere, succes m.v. Han er bare gennem-afslappet og utrolig behagelig at være sammen med.
Jeg elsker fætter-P, han er dejlig livlig, sjov, spændende og selvfølgelig underholdende. Han underholder et helt selskab så snart han åbner gabet. Manden kan ikke koge spagetti eller skifte batterier på sin cykellygte, men han kan skrive en roman der sparker røv!
Som sagt glæder jeg mig til at høre hvordan det hele går.

Ja, en familiefrokost.
Forholdsreglerne ER taget; ikke sidde overfor/ved siden af mormor! Mine nerver holder ikke til, at hun skal kommentere hver en lille bid jeg putter på min tallerken og i munden og jeg orker ikke at forklare hvorfor jeg ikke er på vej mod akademiker-livet.
Så er der jyde-mosters mand. Han er dejlig og venlig, men jeg forstår bare ikke et KLAP af hvad han siger. Det sønderjyske er for mig et fremmedsprog af den mest uforståelig kaliber. Heller ikke lige overfor ham (kun hvis der er en eventuel oversætter i nærheden).

Ellers glæder jeg mig til hyggen.

M har lige ringet og vil kigge forbi.
Det passer mig egentlig elendigt. Jeg skal af sted om under 2 timer og sidder stadig med uglehår og badekåbe.
Hvorfor siger jeg ikke bare ”Nej”? Hvorfor? Fordi han så bliver snotfornærmet og spids. AHHHGGGRRR, det minder mig sgu helt om et anstrengt kæresteforhold!