Nu skal jeg fortælle dig !

Gud hjælpende om jeg ikke vågnede ved mit egen stemme fortælle mandens hovedpude om butterdej! Hovedrystende stod jeg op med følelsen af – nu rabler det ;-) Måske skal jeg se det som et psykologisk tegn på, at jeg snart har behov for at komme uden for disse fire vægge, og tale med andre mennesker. Det at man taler med familien, hunden, katten og planterne ( det sidste siges at skulle gøre dem godt ;-) er en naturlig ting, men når man svarere fjernsynet igen, og begynder at holde foredrag for hovedpuden, så man nok tid til at overveje om man er ved at komme ud på et sidespor !

Jeg skal hen til speciellægen i morgen, og denne gang skulle den være god nok ;-) Jeg føler mig umiddelbart mere afslappet over for samtalen end sidst, men stadig lidt usikker over for hvad der venter mig ! For ikke at ende på den lukkede, så undlader jeg nok at fortælle om fjernsynet og hovedpuden ;-)

Min lille hund er i bedring, og næsten oppe på dupperne igen. Afføringen ( et meget interessant emne ) er ikke helt i orden endnu, men det kommer nok i takt med at hun begynder at spise mere regelmessing. Penicillinpillerne bliver kamufleret i leverpostej, og glider ned med stor velbehag…. Jeg bryder mig overhovedet ikke leverpostej, og bare lugten…..Puha….. Men hvad gør man ikke !

Jeg må hellere få lagt lidt fra dagen her hjemme, og så i bad ! Ellers ender jeg med at lugte være end leverpostejen, og det vil mine omgivelser nok ikke bifalde, med undtagelse af min hund selvfølgelig !