Jeg bliver altså NØDT til at slå rigtig igennem som forfatter - så jeg kan leve af at skrive, for endnu engang er det bevist at jeg ikke kan finde ud af at indorde mig under en chef. Jeg får virklig PRES af at andre fortæller mig hvad jeg skal gøre (Især når jeg faktisk ER i gang med at gøre det!)

Desuden har jeg fundet ud af at det hele slet ikke er ih & åh så roserødt på jobbet. Folk er nogle falske idioter, og det er til at brække sig over!

Fx sagde min chef tideligere i dag at snotfjæs havde brokket sig over jeg brugte for mange kopper på en dag. Hun havde svaret at det vel var lige meget når jeg selv vaskede dem op.
Fandt det latterligt at snotfjæs ikke bare sagde "Hey Rikke, kan du ikke bruge lidt mindre kopper" - men åbenbart mente det var nødvendigt at gå gennem chefen med det.

Da min chef var gået i dag, spurgte jeg snotfjæs hvorfor han ikke bare havde sagt det til mig selv. Han lignede et spørgsmålstegn - og svarede at det da var min chef der gik og bitchede over mit koppeforbrug, men at han syntes det var irrierende jeg ikke skyllede koppen, fordi sukkert satte sig fast i bunden. (Fair nok!)

Hvor LAVT er det ,at en chef laver sådan et nummer?!
Og det er jo uden tvivl bare toppen af isbjerget!

Hun har også fået total chef-nykker. Sikkert mest fordi det er noget nyt for hende at være boss.
I går var hun flabet nok til at sige "Jeg var helt overrrasket over at Thomas gad at hilse på mig. Det plejer han jo ikke!"
(Øhhh JO! Thomas kunne aldrig drømme om IKKE at hilse. Men måske har du bare har for meget ørevoks i dine store øre til at høre det.)
Jeg svarede at Thomas havde hils på hende, op til flere gange og var forundret over hun aldrig hilste igen...
Så sagde hun satme "Det kunne jo godt være fordi han vidste jeg var chefen, og derfor troede jeg var farlig!"

COME ON - hvad er det for nogle høje tanker at have om sig selv...

Det er lige før jeg bedre kan lide snotfjæs end hende - for han er i det mindste altid hudløs ærlig.