Klar til endnu en weekend? næææe egentligt ikke.
Orker det ikke. Alt for meget tid med mig selv, for mig selv. Kan ikke lide at være alene. Tænker på dl.
Så ham torsdag... Kom gående lige i mod mig. Jeg stod bare og stenede. Gik lidt tid før jeg opdagede at det var ham, og som en refleks, uden at tænke nermere over det, uden at smile, uden at noget som helst, så vender jeg hovedet væk. Det er forfærdeligt. Ville så gerne se på ham, smile et "jeg er stadig din" så han ikke giver op.
Vil ha ham. KUN HAM. IKKE B IKKE LM. DL DL DL.
og det er forfærdeligt. Og så når man har weekend og ikke skal være igang 24-7 med lektier, skole og afleveringer, gør det ondt, når man sidder sig ned og tænker over hvad jeg nok har ødelagt. Hvad der nok aldrig kommer tilbage.
Den ingenting, vi havde sammen, der betød så meget for mig.
Ham der fik mig til at tro på at der fandtes mere end en-gangs-(ikke knald, men)hygge. Ham der gav mig LYST til at tro på noget mere, har jeg gang på gang afvist, SKUBBET VÆK. og hvis han skrev, ville jeg sikkert fortsætte i samme dur.
Han MÅ IKKE komme for tæt på, og det gør ondt at jeg har det sådan. Hvis jeg nu bare inderligt ville have ham, ville ofre alt, min stolthed, mit hjerte, mit sind, min værdighed, på at få ham tilbage, så fik jeg det. Ingen tvivl. Men jeg vil ikke ofre alt dette.
Tør ikke.
Underlig følelse. For samtid med at jeg tænker: F**k hvor jeg savner dig, hvor er du dejlig dl, bliver nogle gange bange for at jeg elsker dig. Mens jeg ligger og drømmer om søde ting jeg kunne sige til ham, om hvordan jeg bid for bid ville blotte min sjæl, er jeg gal. Sur, fyldt mad anger og foragt. sådan en lidt "ta dig dog sammen man" både over for ham, og overfor mig selv. En blandet følelse, der gør mig rastløs og utrolig doven på samme tid. Det føles underligt.
Det ER underligt. Og ingen vilde fester til at drikke mig så stiv at jeg glemmer virkeligheden og horer til højre og venste. Det er vel på sin vis også godt nok.
men skal bare være sammen med nogle mennesker i aften. Ikke alt det der alene noget. Det dræber mig indefra.