Jeg har ikke fået skrevet i et par dage igen.
I går var jeg ved lægen igen, og fik en ny blodprøve. Nu skal jeg venter på svar igen, for at se, hvor galt det er, men min leverbetændelse. Jeg får først svar på mandag igen, det er lidt en ulidlig tid, men der er ikke andet at gøre, end bare at vente.
Min mand siger ikke så meget til det, fordi det kun er blod, det rigtig kan smitte igennem, det er jeg meget glad for, hvis jeg endelig skulle få børn, så ville der blive minimum risiko for, at mit barn ville blive smittet. Det hjalp meget at få og vide.
Jeg har så fået at vide, at min mand skal blive i behandlingen indtil i starten af december. Det havde jeg meget svært ved at acceptere, fordi han har været væk siden d. 6/9-05. Det var kun 3 dage efter vi blev gift, så det er ikke fordi, vi har været meget sammen med hinanden, efter vi er blevet gift. Jeg blev lidt meget sur på behandlerne, fordi de sagde jeg skulle bakke ham op. Jeg kunne godt se det, med mit hoved, men mit hjerte strittede meget imod. Det var meningen, at han skulle hjem i dag, men så sagde de, at han skulle blive der op i 14 dage. Det kunne jeg lige gå med til, men da jeg så var i Kbh. sammen med dagbehandlingen, ringede han, og sagde at han skulle blive der indtil dec.
Jeg er så meget glad for, at jeg kan besøge ham hver weekenden, det betyder meget, fordi jeg kun har kunne besøge ham om søndagen i tre timer. De dage har været ugens højdepunkt for mig, og vi har rigtig hygget os, når det endelig var. Men tiden har gået alt for stærkt, også er tiden bare gået.
Jeg savner ham rigtig meget, og til tider, er det meget ulidligt. Specielt efter jeg har fået det at vide, så mangler jeg ham meget. Da kunne jeg godt bruge ham, fordi jeg render rundt og er tørstig hele tiden. Jeg kan ikke rigtig få mig selv til det, fordi min lever ikke kan klare det mere, og jeg synes selv, jeg har fortjent et liv uden alt det møg. Jeg har aldrig prøvet det, så hvorfor ikke starte nu, da jeg er så ung.
Jeg skal nu til møde, så jeg må hellere smutte.