Vores naboer har fået den sødeste lille hundehvalp. Jeg er ikke vild med hunde, men det er sød. Borset fra nu, hvor den står ved døren og hyler fordi den skal lære at være alene hjemme. Heldigvis er det lidt ynkelige hyl, og derfor ikke totalt uudholdeligt at høre på.

Det er egentlig ikke her min irritation ligger. Den ligger hos min skrivepartner. Hun er sød, og også villig til at lave noget. Men; hun har flere gange udtrykt at det hun sidder med er meget svært. Og det er det, men det er mit dælme også. Så hun vil gerne have jeg kigger på hendes, og hjælper, underforstået; det er kun rimeligt når hendes er så kompliseret. Jeg vil gerne hjælpe, men når jeg så spørger hende, ved hun det ikke, og viser ikke den store velvilje for at finde ud af det.
Vi har sendt det vi har skrevet, hvor jeg læste det hun havde skrevet med det samme, og skrev tilbage på det. I går da jeg kom i skole, fandt jeg så ud af at hun slet ikke havde kigget på mit. Jeg synes faktisk noget af mit er sværre end hendes, med færre eksempler og noter fra timerne, og så har jeg et spørgsmål mere end hende. Jeg har endda tilbudt at vi kunne bytte spørgsmål, da jeg meget hellere ville have en del af hendes, men det svarede hun ikke på.

Ville ønske jeg arbejde sammen med C, hende kan jeg stole på. Men det gør jeg nu også mere eller mindre, for vi skriver konstant sammen på messenger, og det er en stor hjælp.

Så er jeg blevet klogere til en anden gang.

-Berta