Drømte i nat at han var sammen med en anden. En af mine venner. Og det føltes sådan timer efter jeg vågnede. Var trist. Ikke ked af det på ked af det måden bare trist. For blev ikke vred. Ikke på den måde. Mere bare lidt skuffet, mere bare meget jah...?
Kunne ikke tilgive mig. Han bad og bad, mens jeg bare stod og sagde at det ikke kunne lade sig gøre. At sådan var det bare. Fordi det var et princip. Han var den der var ked af det. Det var ham der virkeligt fortrød. Jeg var bare mig. Forholdsvis kold. Som om der skyllede en brise ind over mig da jeg så det kys. Som om jeg distancerede mig fra alt hvad jeg elskede. Som om at han brød en tillid og det var det. Mig der stoppede det hele. Fordi jeg ikke stolede på ham. Meget simpelt. Var ikke ked af det, før jeg vågnede. Måtte super mange gange overbevise mig selv om at det ikke var sket. At jeg stadig har en kæreste. Og skræmmende nok stadig har det om en uge. Eller 5 dage i hvert fald. Ting bliver talt om, som om vi også skal ses i sommer. Som om at han tager til grækenland, mens vi stadig er sammen. Som om det hele sker mens det stadig er os to. Og efter sommerferien også. Som om det bare skal være os, i al den tid. Fremtiden, den skal ikke være med ham. Sommerferien skal ikke være med ham.
Selv. Vil selv. Kan selv. Det hele ville være nemmere hvis han bare droppede mig. Ringede til mig nu, og fortalte at det sgu nok ikke gik. At det ikke går. Og så alligevel, hvorfor, det ville jo være forfærdeligt. Men trænger til at blive lidt knust. Fortærres i lykke. Vil trædes på. Her er for frit. For stort et råderum. Selv spise gør jeg. Det er forfærdeligt. Vil bare sove. Og så aldrig vågne igen. Livet har gjort mig mæt. Min mave er fuld. Er ikke længere beruset af alt hvad jeg har.

Det er forfærdeligt med S. Hvorfor er hun SÅ sur på mig. Kan ikke passe.... Men... Nej det kan det bare ikke.... Men gider ikke spørge. Har ikke lyst til det svar der venter mig.