Bag den triste overskrift må jeg vel erkende at jeg er blevet dumpet igen... Vejet og fundet for let...Kaseret som et stykke chokoladepapir...
Ringer til pigen her ved halv 10 tiden og vi snakker frem og tilbage om forskellige ting og som en iindskydelse får hun sagt at der er noget der ikke er så godt...
Aner jo selvfølgelig hvad det handler om, men hun fortæller at hun har forelsket sig i en brolægger (whatever) og spørger mig om jeg kender den der fornemmelse at eksplosion agtig glæde indeni?
HALLO for helvede, hvorfor tror du jeg holder af dig?...
Hun fortæller vidt og bredt og slutter af med at hun er ked af det og at hun ikke rigtigt ved hvad hun skal sige for at jeg ikke skal blive ked af det...
Jeg ender samtalen med et godnat og lægger røret på...
Græder...
Kører mig en lang tur og jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal sige. Er vel nærmest hensat i apati. Er lige nu seriøst nede.
Fantastisk timing. Imorgen skal jeg forlade en god arbejdsplads til fordel for en anden. Det her havde jeg simpelthen ikke brug for lige nu.
Er egentlig ikke sur eller vred på hende for hun har jo ikke lovet mig noget og jeg har jo heller ikke lovet hende noget. Og hvis han gør hende lykkelig, så må jeg vel glæde mig over det. Det er lidt svært ligenu.
Hehe synes den her situation virker lidt for bekendt.
Er sur og faktisk rasende på livet og vel nærmest skæbnen.
Hvorfor kan jeg ikke have lidt lykke på alle sider af mit liv?
Jeg føler at hver gang jeg finder lidt fodfæste på en side af mit liv så smuldrer en anden.
Nu havde jeg endelig fundet et job der måske er drømme jobbet. Og så kommer det her!
Jeg føler skæbnen spytter mig i ansigtet.
Er ligenu temmelig træt af mit liv.
Det er faktisk sjovt, fordi jeg gjorde ALT for at hun ikke skulle få lov at komme under huden på mig. Men det gjorde hun altså allgevel.
Hvorfor sker det her for mig? Alle andre kan finde en at dele livet med, hvorfor kan jeg så ikke? Er der ikke en til mig?
Jeg føler mig som det bolche der ligger tilbage på bunden i bøtten, som ingen vil ha'.
Sjovt. Ligenu kan jeg slet ikke tæke på noget som helst. Den er blank.
Føler det som om at hun har hevet tæppet væk under mig.
Jeg føler mig røvrendt, snigløbet og kørt om hjørner med.
Er jeg virkelig så dum og naiv?
Tro på jeg får nogen søvn i nat.
Nå jeg må vel hellere prøve...