Kære Dagbog...

Da jeg skrev at jeg var på vej - at kulden ikke længere kunne nå mig - var det sandt - jeg mente hvert et ord ... og mener det stadig... men det gør ikke min sårbarhed mindre - ... for at føle -må man også være sårbar.
Jeg havde nok opgivet den store kærlighed ... den var ikke for mig. Efter år i et følelsekoldt og forladt forhold, mister man ofte troen på kærligheden - man mister sin selvtillid - ....

But suddenly - på nettet - mødte jeg en ... jeg har kun kendt ham i kort tid, og vi har aldrig mødtes .... men jeg er forelsket til op over alle skyer... vi har faktisk kendt hinanden i 4 dage ..... kan det lade sig gøre at forelske sig så hurtigt ??? ja ligefrem tro at man elsker ???? Og vi er lige tossede ... det er ikke kun mig der sidder med denne fantastiske følelse - velvidende at faldet kan blive så grusomt ..... jeg lukker mig ikke inde bag facader af forsigtighed - jeg gir mig hen til kærligheden og håbet ... og brænder jeg mig - ender det hele i gråd - so be it.

MEN jeg tror på det her - han tror på det ... vi skal ses i næste uge ... og vi er begge sikre på det ender med bryllup..... ja ja ja - vi er nok ikke for kloge.
Jeg føler mig ikke 36 for tiden ... nok mere tæt på 15 eller 16 .... og det er en frydefuld fornemmelse ....

Når han ringer og siger godnat smelter jeg - jeg smelter faktisk hele tiden - bare jeg tænker på ham ....jeg burde faktisk bo i en kop ligenu ...

Men Luftkasteller er der så mange af ... og jeg ved jeg må besinde mig .... men jeg kan ikke .... jeg må gi los og bare følge mit hjerte - koste hvad det vil .....