Om lidt skal jeg noget, jeg ikke plejer at gøre.... i virkeligheden en skam, for jeg kan mærke, jeg glæder mig.

Jeg skal ud og besøge min storesøster og hendes to små drenge på 4mdr. og 3år... (ja, og så har hun ret beset også en mand). Vi skal gå tur og hyggesnakke.

Søster og mand er meget sådan meget ... satte. Det er der egentlig også en masse af mine veninder, der er, men min søster og hendes mand er det på den der måde, hvor alting skal passe sammen, være krid hvidt osv.

Måske det i virkeligheden var det hele min harselering om kønnet handlede om, og den type kvinde jeg ikke har lyst til at blive... Det er bare en mennesketype, og nogle gange er det de eneste jeg kan se. Min søster nyder det, og det har hun jo al ret til. Og der er jo masser af andre måder at vælge at være på...

Nå, men min søster er i virkeligheden sød og kærlig, og jeg kan bare holde kæft med alle mine forsmåede fornemmelser for perleøreringe og pis og papir... Hun er dejlig, Illums bolighus eller ej, og jeg glæder mig til at se hende og hendes drenge. Rigtigt dejligt at have det sådan.

(I guder, det går op for mig, at jeg bander (dybt A) noget så gevaldigt!)

Dåben:
I øvrigt skal jeg ikke bære den lille i kirken, bare være én ud af fire, der står som rygdækning til gudfaderen. Ikke at jeg ikke selvfølgelig havde gjort det :) Jeg har det vist også rigtigt fint med at det er sådan her...

Og så tænker jeg alligevel med et lille stik i hjertet, at min lillesøster blev gudmor til ham på tre til hans dåb... (det har helt sikkert noget med min kvindelighed at gøre igen, det her :) - jeg griner af mig selv, mens jeg tænker det, for jeg ved jo godt, at jeg ville reagere.. netop som jeg reagerede da de spurgte, hvis de havde spurgt mig. Jeg ved at de holder af mig, og at de ved, at jeg netop ikke bliver rigtigt ked af det. De har måske oven i købet bevidst undladt at spørge mig om det for min skyld... gider ikke være en man skal tage hensyn til HOLD NU KÆFT FRK!!!!!! Christ altså! Alt er godt, og nu tager jeg afsted.

Ha, alle de små søskende ting. Nogle gange ville jeg virkeligt ønske at vi ikke var så helvedes mange tøser i min familie. Vi er blevet alt alt for gode til at se, at vi tolker og fornemmer og føler osv. alt for meget, men kan alligevel ikke lade være. Irriterende.

Var man dog bare født med kortere følehorn!