Jeg er stadig så inderlig ulykkelig og fortabt. Var ude og se på det nye hus i går med en veninde. Vi hyggede os egentlig med det, men pludselig greb panikken mig. Kom til at tænke på, om det nu er det rigtige, jeg gør og om huset er stort nok, om jeg ødelægger børnene og om jeg bare er for egoistisk. Kunne slet ikke overskue det og panikkede fuldstændig. Hjertet hamrede og jeg rystede over hele kroppen. Til sidst sad jeg bare i et hjørne i det tomme hus og hulkede, med min venindes arme om mig. Lige nu tror jeg altså ikke, jeg klarer det her. Ikke uden ham. Ikke uden min sjæleven. Jeg kan ikke bære at miste ham. Jo, det er mig, der går, men lige nu har jeg fortrudt og vil have mit liv tilbage som det var. Har sådan brug for, at et eller andet er, som det plejer at være. Og nu sidder jeg her og flæber igen. Det her gør alt alt for ondt. Jeg kan ikke holde smerten ud mere.
Det er lige netop NU, jeg skal huske hvorfor jeg går. Der er ting, jeg ikke kan byde mig selv mere og da slet ikke mine børn. Men der har altså også været mange gode ting i de 20 år! Mange, mange, mange.
Har bare lyst til at æde et glas piller og komme væk. Kan ikke klare det her!!!!! Men jeg har jo de børn, så jeg er nødt til at holde ud, men det er dælme ikke sjovt eller hyggeligt lige nu. Aldrig havde jeg forestillet mig, det ville være så rædselsfuldt..... Jeg føler mig helt og aldeles fortabt.