Nu har jeg grædt uafbrudt i 4 uger. En dyb dyb gråd, der har gjort fysisk ondt. Jeg troede ikke, det kunne blive meget værre. Men her til morgen opdagede jeg, at "vores" klematis er sprunget ud. Dén klematis jeg er på vej til at flytte fra. Og så skete det: Et raseri, jeg aldrig i mit liv har oplevet, buldrede ind over mig. Jeg VAR SÅ vred over, at vi skal skilles, at vi ikke kunne få det til at fungere, at jeg udsætter børnene for det her, at vi smider det hele væk......AT INTET MERE ER DET SAMME!!!!.
Jeg flåede planten ned af muren, rev den i stumper og stykker og trampede på det hele. Jeg stampede i fliserne, til mine fødder gjorde ondt og hamrede på muren. Arrigskaben og afmagten tog fuldstændig over. Pæne Heidi, som aldrig bliver vred, tabte kontrollen lige dér midt på terrassen.
Og nu bagefter hulker jeg. Mens jeg skriver, plasker tårerne ned på bordet. Jeg har lagt et viskestykke, så de ikke ødelægger tastaturet. Og så strømmer det ellers bare ud af mig. JEG ER KED AF DET....så usigelig ked af det. Jeg vil ikke have, det skal være sådan her. Vi skulle jo blive gamle sammen og hygge med vores børnebørn. I stedet lever vi tumper snart adskilte og amputerede.
Jeg skriger og hyler. Så meget at den ene linse er hoppet ud og ned på tastaturet. Jeg kan ikke bære det. Det kan jeg bare ikke.