Det er jo min faste overbevisning, at jeg selv har et ansvar for, hvordan min fortid har været. Dermed følger altså også et ansvar for , hvordan min fremtid bliver. Hvis jeg alene har skabt min verden, er jeg også den eneste, der kan forandre den...eller forvandle den. Og det gør jeg så!
Skilsmissen efter 20 år er MIT valg. Jeg pakker alt ned SELV. Omgiver mig med mennesker, der bakker op. Det er MIG, der står med alt omkring banker (for første gang i mit liv), forsikringer osv. Det kan godt være, jeg græder snot i øjeblikket. Og det gør jeg. Og det er muligt, at jeg er i krise og ikke kan overskue noget. Jeg tager ikke en dag ad gangen, men et minut. Mere kan jeg ikke rumme. Og det kan godt være, at det er forkert at gå herfra eller at det er en kæmpe fejltagelse. Men det er MIT valg og MIG, der rent faktisk ordner alle de ting, jeg har været så bange for.
Så HELT hjælpeløs og magtesløs er jeg ikke. Men jeg føler mig stadig så inderlig fortabt. Og de forslidte ord med, at for at finde nyt land, er det nødvendigt at miste kysten af syne i lange tid, passer jo. Jeg ER på dybt vand og KAN ikke se kysten...endnu.
Men jeg svømmer og tuder og er rædselsslagen, men mon ikke kysten dukker op igen?

Muligt, at jeg er en tudemarie og ikke sjov at være sammen med lige nu, men jeg HANDLER og hvis jeg var min veninde, ville jeg sgu nok synes, jeg gjorde det her modigt og intenst!