Fik nøglen til mit nye hus i går kl 15. det var sært at stå der alene efter 21 år. Jeg frygtede, at panikken ville gribe mig og at jeg ville tude mig igennem flytningen.
Jeg fik mobiliseret eks-manden, en kammerat og to veninder og så startede vi ellers med at flytte to dage før beregnet.
Og så skete der mærkværdige: mens veninderne samlede kommoder osv, stod jeg og puttede i køkkenskabene. Pludselig græd jeg....af glæde. For det føltes så rigtigt det hele. Det var MIT hus , MINE ting og MIN måde at gøre tingene på uden en mand til at brokke sig over det hele. Samtidig kom min ældste søn ud til mig og sagde " Det er bliver godt , mor. Det kan jeg mærke"
Lige nu er alt rodet og i papkasser fordi jeg ikke kan komme ned i huset i dag. Pga broløbet er vejen spærret af. Men i morgen klør vi atter på med at samle hundrede møbler fra Biva.
Nu er jeg slet ikke længere i tvivl om, at det var den rigtige beslutning. Det har gjort SÅ ondt, at jeg troede, jeg skulle DØ. Men jeg er sgu på vej gennem krisen. Selvom jeg ikke kunne se det for en uge siden.
Jeg efterlader en dejlig mand, men vi passer ikke sammen mere. Det er smerteligt, men til forskel fra før, accepterer jeg nu situationen. Der kommer sikkert tudeture igen, når jeg endelig er flyttet helt ind og er alene, men nu ved jeg, at det skal nok gå.