Jersie 23-11-2008

Kære elskede Mathias, kære elskede Andreas.


Så er der allerede gået et år igen. Nu er det 6 år siden I døde.
Forstår ikke hvor tiden forsvinder hen, uden jer.
I det år er I gået glip af jeres søstres konfirmation og jeres kusines bryllup.
To store dage, hvor jeg bare manglede jer så meget. Dage som I skulle ha’ været og taget del i, dage som var ok, og alligevel ikke.
Jeres dejlige søstre holdt taler, hvor de også talte om jer, det var bare så vildt godt og flot gjort! Desværre var der ikke andre der talte om jer, og det er bare SÅ TRÆLS !!!!
Men I skal vide at selv om ingen ”gider” eller orker at tale om jer, er I IKKE glemt og bliver det aldrig. I er ALTID med mig, og det vil I altid være, om så jeg bli’r 105, hver eneste dag.
Ofte tænker jeg på, hvor I havde været om I havde fået lov at leve. I ville være to voksne mænd, slet ikke til at forstå – mine store knægte, voksne mænd? Men, jeg kan jo se det, når jeg ser jeres kammerater. Måske havde jeg været farmor nu?

Det er en rigtig sur dag i dag, som det har været i 6 år nu. Dagen hvor jeg nærmest time for time tænker de 6 år tilbage og på hvad I lavede i løbet af den dag, der skulle blive jeres sidste :( det får jeg nok aldrig at vide desværre, men mange ting undrer mig stadig.

I har jo fået følgeskab af alt for mange, og jeg vil prøve at gå med i pårørendekorpset for at forsøge at hindre andre I at følge efter. Måske kan det hindre en eller fem i at køre vanvittigt?

De allerkærligste triste hilsener og mange knus
mor