I går havde vi et skænderi. Det gik op for mig, at intet kan blive som det var...Jeg kan ikke hamle op med den mand. Jeg elsker ham og lever nok i en idyllisk forestilling om, at det er gengældt.

Vi kom op at skændes og jeg gik i seng. Men stod op for at tale med ham og rede trådene ud. Da var han på vej på druk. Jeg bad ham med tårerne ned af kinderne om at blive og tale lidt. Men han var kold. 20 år til hvad nytte?


Jeg kørte hjem til mig selv og gik i seng. Ude af stand til at tænke klart, ude af mig selv. Fuldstændig knust.
Nu er jeg så vågnet med en ufattelig ro.

Kan ikke se nogen mening med at være her mere.
Jeg er vist for sart til denne verden.

Tænker...