Orker ikke en lang forklaring. Den super korte er, at jeg blev udskrevet under forudsætning af, at jeg ikke boede alene i en periode. Løsningen blev eks-en, da børnene jo opholdt sig der og vi var "kærester".

Nu oplever jeg et fænomen, jeg ikke tidligere har tænkt over. Mine grænser rykkes konstant. Når der er en ting, jeg har tænkt, at dét vil jeg ikke, rykker det alligevel ind på livet af mig.
Eksempel: jeg har aldrig brudt mig om, at han gik på druk hver aften til hverdag( han er rejsemontør og de mødes rundt omkring i landet efter arbejde). Nu er jeg holdt op med at bemærke det, da han jo gør det alligevel. Førhen blev jeg tøsesur, hvis han ikke ringede hjem en gang om dagen, nu tænker jeg, at han da ikke skal ulejlige sig med det. Senest i morges, hvor jeg ville sende ham en hilsen på facebook. Da opdager jeg, at han har tilføjet 3 for mig ukendte kvinder på sin venneliste. Jeg spørger, men får at vide, at jeg skal holde op med mit pis. Jeg mister fodfæstet og bliver bange. Er det derfor han er så kold?

Jeg bor i og ordner hans hus, "passer" vores børn, tager mig af hans hund, mens han er væk, indordner mig.
Men lige præcis HER går min grænse!!!!!! DET ER EN HELT NY OG KRAFTFULD FØLELSE. Men jeg vil ikke dele.

Jeg mener nok, jeg fortjener den respekt. Og jeg holder fast i min grænse.
Hvad yder han?
Vi går alle og forsøger ikke at hidse ham op. Ellers bryder helvede løs. Han siger, at han har det skidt med sig selv. Og vi må tage hensyn og vente. Vente. Vente!!!! På hvad? at stormen driver over uden at vi kan tale om det???
Lige nu bliver jeg vred for første gang i årevis....


Det kan ikke passe, at jeg skal bruge alt mit krudt på at nurse ham. Har været sammen i 20 år, og jeg er omstillingsparat, når det kræves. Men et eller andet er forkert....