Trææææææt. Og en anelse trist/vemodig hvilket jeg ikke helt kunne finde en forklaring på, indtil for et øjeblik siden hvor jeg pludselig kom i tanke om den franske historie om "Den Lille Prins".
Jeg så den som tegnefilm da jeg var ... 8-10 år, og jeg kan huske to ting fra den:

1. Den gjorde mig så trist/vemodig, at jeg siden da ikke har kunnet få mig selv til at læse den. Jeg har fået at vide af andre (voksne) inden for de seneste år, at det er en god vemodighed, man får af den, men jeg er endnu ikke kommet så langt som til at vove forsøget.

2. Scenen med ræven.
For de der ikke kender historien (og min egen masochismes skyld) forløber balladen - frit efter hukommelsen - nogenlunde således:
Den lille prins har forladt sin hjemplanet og er gået på jagt efter ... et-eller-andet som vist nok har noget at gøre med en plante, som han holder meget af, men synes er egoistisk eller sådan noget.
På en anden planet møder han - udover fortælleren - en vild ræv der bliver ved med at kredse omkring ham. Han spørger den hvorfor, og den svarer, at han skal gøre den til sin ven.
Han skal tålmodigt vente på, at den vover sig nærmere og nærmere, indtil han en dag får lov at røre den, og derefter vil ræven elske ham ubetinget.
"Og når du forlader mig, vil jeg græde og savne dig resten af mit liv," slutter ræven.
"Men hvorfor vil du så have, at jeg skal gøre dig til min ven når du ved, at det vil gøre dig ked af det når jeg forlader dig?"
"Fordi det er bedre at have elsket og savne en ven, end aldrig at have haft nogen."

Den sidste replik er sandsynligvis ikke helt korrekt (hukommelsen kan godt tage skade af 30 år), men det er i hvert fald pointen. Venner er kun til låns, og det gør ondt at sige farvel til dem, men den smerte er bedre end tomheden ved ikke at "lade sig tæmme".
Og det er simpelthen derfor, jeg er vemodig i dag. For første gang i de 5 år, jeg har boet hernede, har jeg fundet et menneske som jeg virkelig ønsker at have som ven (har altså en del gode bekendte/kammerater, men det kan ikke sammenlignes), og bare for en sikkerheds skyld forbereder jeg mig allerede på at miste ham.

Nå, men hellere vemod end tomhed vel. c",)