Lillebror har fødselsdag og inviterer på den lokale kinesiske på forstadstorvet. Mor på 83 går i selvsving. Hans lille komsammen en tirsdag aften skal skrues helt op og hun er totalt gejlet allerede ved indgangen.
Restauranten, der som alle kinesiske, er kinesisk indrettet, er bare helt fantastisk og spændende. Hun råber op om rislamperne, udskæringerne, om tapetet er ægte silke. (hun spiser ofte kinesisk sammen med veninderne, så hun kender vel standardindretningen på disse steder)
Der skal bestilles mad, vi tjekker menukortet og vælger buffetten. Mor springer op af stolen for at tjekke tag-selv-bordet, råber op og kalder på os andre, for at vi skal se alle de vidunderlige retter. Vi prøver at lokke hende tilbage til bordet, få hende dæmpet, ja for alt det hun fortæller, står i menukortet og det var grunden til at vi valgte buffetten.

Vi fouragerer, de andre skovler fra de varme retter, især det dybstegte, mens jeg går til mongolian og får selv komponeret min mad, som er lidt mere skåsom mod mit skyhøje kolesteroltal. Det falder ikke i god jord, Mor skænder på sin datter, det kan hun ikke være bekendt sådan at være alternativ, kræsen og selv "lave" sin mad. Iøvrigt forstår hun slet ikke hvad det drejer sig om, det der mongolian.

Ser du, man blander selv fra alle de friske grøntsager, tynde kødskiver, krydrer det med lidt sovs og får det lynstegt henne hos kokken.
Det fra den varme buffet er åbenbart ikke godt nok til damen, som ikke engang vil smage.
Hmm, det var vel derfor at vi valgte buffet, så var der til enhver.
Se nu hvor lækkert, blæksprutter i frituredej, gris, lam, kylling og rejer i frituredej og det der du spiser er noget jeg bikser derhjemme af rester. (læs: du har fornærmet Lillebror, min baby, ved at opføre dig sådan)

Lillebrors fødseldag er ødelagt, pinligheden er i højsædet, det snart 60 årige datter bliver korrekset så det høres i hele restauranten, Jeg er småsur og der en dårlig stemning. Han betaler regningen og vi går over i anlægget.

Mor er stadig oppe at køre, vimser omkring efter en fugl oppe i en busk. Vi skal hen og høre den havesanger. Vi bliver siddende, taler om Saul Bellows, som Lillebror er blevet glad for og vores far var begejstret for. I mellemtiden er Mor tilbage på bænken.
Lillebror har en gammel DVD og videoafspiller, om jeg vil tage det med til loppemarkedet. Nej, for gammelt elektronik kan vi ikke komme af med. Ok så smider han det i containeren. Mor blander sig,
Du skal pakke dem ind i originalæsken, for så kan en fattig pensionist finde den og få glæde af dem. I smider alt ud og en stakkel på folkepension har ikke råd til at købe den slags.
Så kan du få dem hjem og give dem til veninderne.
Der er mange fattige i Danmark, børnefamilier, der heller ikke har råd.

Lillebror og jeg bliver enige om at der er halvkoldt på bænken, solen er ved at gå ned og vi har også en dag i morgen. Mor bliver kørt til stationen.
Alene i bilen er der konsensus mellem Lillebror og jeg, vi er søskende, ord er ikke altid nødvendige.