Søndag morgen..solen er ved at bevæge sig højere op på himlen, her er stille, og de mange påskeliljer i vasen giver rummet og jeg et romantisk, lykkeligt islæt. Kaffen får baglen med den lille skive karaktærforladte ost, til at give mig en smagsoplevelse af paradis.
Avisen, min elskede informationsholdige avis, udeblev i fredags (weekend-Avisen), så jeg må endnu en dag "nøjes" med Informations weekend udgave - hvad gør det, at jeg allerede èn gang har læst den fra ende til anden, intet..det er min morgen, og den er ikke rigtig uden et forfriskende bad, og en nøje selekteret nyhedsstøm. På trods af det gamle bekendtskab med Robert Fisk Iraks dækning, læser jeg den igen, og endnu engang kommer kvalmen op i mig, da jeg læser om døde hænder på metaldøre, hjerner som er spredt ud over gaden - jah, hele kvarteret, og moren med hendes to børn der alle brændte inde i en bil - trods de utallige forsøg på at få dem ud. Et enkelt tomahawk missil, og så, så megen ødelæggelse?
Det værste ved denne krig, for os som ikke har den rigtig inde på livet, er vel mediernes dækning af den?
Som en eller anden film, i den bedst sendetid..man har fået et helt nyt ordforåd, for dermed at undgå de slemme associationer, ved de velkendte, skræmmende og utrøstelige ord..
Billedet viser Irak (bagdad) ved nattetid, billedet har et grønt skær over sig, og man ser utallige lysglimt komme ind. I venstre hjørne sidder der så en journalist, og en fra forsvarsakademiet og taler om hvad det er man er vidne til lige nu. "Ja, og her ser vi så et tomahawk missil ramme sit mål" med en ikke kamufleret begejstring i stemmen..og lysglimt efter lysglimt fylder skærmen, imens der i højre hjørne kommer en ambulance med fuld udrykning kørende ind i billedet..Mennesker ligger og dør, mister lemmer, og familiemedlemmer, imens vi taler om præcision og det næste angrebsmål. Hvor er det dog vammelt! Tror de ikke at vi kan tænke? At vi alle godt kan regne ud hvad krig medfører? Åbenbart ikke..