21 år siden

Angst

At skrive mig ud af tinge...
Bastian
11 år siden
Højskolehjemkomst.
Hanna Fink (...
10 år siden
Den lille dreng, er mig.
Kasper Lund ...
9 år siden
Dag 6 på Fyldepennen. Fes...
Gaffa Brandt
11 år siden
Skorpioner
Tine Sønder ...
11 år siden
Flødedruk og lilla roser.
Regitze Møbi...
9 år siden
Jeg er ikke en slave - Ka...
Kasper Lund ...
7 år siden
Byerne
Tine Sønder ...
11 år siden
Virkelighedens Manuel
Anders Husma...
10 år siden
Mit sidste farvel til mor
Jønsse
8 år siden
Stilhedens tanker.
Line Ley Jen...
9 år siden
Har leget lidt med comput...
Poul Brasch ...
10 år siden
Linsen
Camilla Rasm...
16 år siden
skriveglæde
Jette Peters...
7 år siden
Dagen i dag er tiltaget m...
Hanna Fink (...
11 år siden
Flot fyr.
Ruth Christe...
7 år siden
Life could be simple...
Michala Esch...
6 år siden
Ikke så halt længere...
Mikala Rosen...
14 år siden
Skizofreni, en status eft...
David Hansen...
28 dage siden
Ryddedag
Sunstar31
9 år siden
Gennem et slør af rubinrø...
Olivia Birch...
9 år siden
Tab og vind med samme sin...
Michala Esch...
16 år siden
Positive tanker
Ace Burridge...
11 år siden
Min første Fantasy novell...
JesperSB
3 år siden
hvad er angst?

Er det noget selvskabt?
Er det noget fysisk?

Jeg har aldrig lidt af angst før nu, fordi man lider jo...gør man ikke?

mit første angstanfald fik jeg sidste år og det skræmte mig og jo mere det skræmte mig jo stærkere blev angsten.

Hvad nu hvis jeg falder om nu?
Hvad nu hvis lægerne tager fejl?
Hvad nu hvis min epilepsi udvikler sig?

mit liv er fortsat som det altid har været og jeg lægger ikke så meget mærke til min "sygdom" eller "symptom", som det nok hedder.
Men angsten skræmte mig og skræmmer mig stdaig nogle gange.
At den kan komme ud fra den blå luft. At jeg kan sidde og have det skide godt og pludselig er den der bare.

min fornuft sagde til mig at det var fordi jeg endnu ikke havde vænnet mig til min tilstand og det var nok rigtigt nok. Men nu hvor jeg har, kan jeg stadig føle angsten vente i kulissen.

jeg fik en tid hos en neuropsykolog. Var ikke særligt glad for det, da jeg er ret skeptisk for alle slags psykologer.
De kender ikke mig. Og ganske rigtig. han kunne ikke hjælpe mig meget. Han kunne bekræfte mig i ting som jeg allerede vidste på forhånd. At jeg er en Handler. Jeg skal have fakta på bordet. Er detr noget jeg ikke ved noget om, så låner jeg bøger, leder på interenettet og spørger folk der ved det.

Men når så ikke engang lægerne, de "kloge" ikke engang ved særligt meget, så står man der med en tom hat i hånden. Alle sine spørgsmål man har skrevet ned , kan man ikke få et rigtigt svar på.
Nej, intet er sikkert. Det genrelle svar. Det må man så leve med og det går også fint. Men angsten vil jeg gerne være foruden.

Faktisk er jeg ikke bange for at slå mig.
Faktisk er jeg bange for at FÅ anfaldet. jeg kan genkalde mig fornemmelsen tydeligt.
At være vågen, men alligevel ikke. At ikke kunne styre sine lemmer, som bare ryster, går krampe eller stivner.
Og så føelelsen som forsvinder, mens jeg prøver på at skrige alt hvad jeg kan og det eneste jeg kan høre er en høj pibende lyd i mine ører og så er alt sort.
Og hvor jeg så vågner op med min skræmte kæreste siddende ved siden af mig og han har været tæt på at ringe efter ambulancen.

Jeg troede at jeg døde første gang jeg mistede bevidstehden, fordi det har jeg aldrig prøvet før. Det er uhyggeligt. At tro man skal dø.
Og på een eller anden måde var jeg lettet efter 2 år at få¨at vide hvad det var der var galt med mig. Og alligevel ikke.
fordi nu er jeg røget ud i ventehallen.
og der er ingen som kan fortælle mig hvilket fly jeg skal med.

Og derude sidder jeg side om side med angsten. En forbandede angst.

Det var faktisk ret spændende at være indlagt og blive skannet. det var også soænndende at komme til skejby, indtil jeg lagde mig på briksen og blev kørt ind i "maskinen".
Jeg har aldrig haft et panikanfald. Jeg har aldrig lidt af klaus´, men man lærer åbenbart noget nyt hver dag.

Det gav mig en skræk i livet for solarier som jeg før ikke havde haft problemer med. Men omend ikke andet, så hjalp neuroen da mig af med DEN skræk. En momental skræk.

Jeg har altid ment at angstanfald er noget selvskabt og mener det stadig, men på en anden måde. Fordi jeg tror at det er selvskabt i det underbevidste. Og så er det vel selvskabt. Er det ikke?

moe

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Angst er publiceret 07/05-2003 22:18 af Camilla Moe (moe).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.