Nogle gang indhenter fortiden lige pludselig, fordi der er een der siger det eller gør det.
Det kan være trykket på et ord, et bestemt stemmebrug eller et ansigtsudtryk.

Det er derfor jeg ikke går i spagat af glæde, når der er genforening på gymnasiet fx.
Jeg synker sammen bare ved tanken og bliver 16 år igen. Usikker og udenfor.

Det nytter ikke at jeg tænker på hvad jeg har udrettet eller hvem jeg har udviklet mig til. Jeg har den holding at det er ikke DER jeg skal hen for at få den repsekt jeg fortjener. Det er som om jeg føler at de skal sige undskyld for noget de egentlig ikke har gjort bevidst. Ignoreret mig.

Jeg er (heldigvis) aldrig blevet mobbet, så jeg kan ikke udtale mig om dette frygtelige begreb. Men jeg er blvete mobbet på en anden måde. En tavs måde.
Holdt udenfor. Ignoreret. Jeg ved ikke hvorfor. Min opvækst har ikke været normal, ergo er jeg nok heller ikke normal, men det har jeg det godt med. Nu. Men det er også fordi jeg har fundet ligestillede og mennesker som kan lide mig for den jeg er.

Men der sker stadig disse små glimt, hvor jeg føler mig udenfor. Derfor HADER jeg alle slags klikedannelser.
Men hvornår er det klike og hvronår er det sociale relationer i form af venskabe? Eller hvad er forskellen?
Er det kliker når nogen føler sig udenfor og gerne vil ind? Eller er det uskyldige venskaber, hvor alle synes velkomne , men egentlig ikke er det?

Jeg selv er forvirret.

Det siger lidt om hvor skrøbeligt ens selvværd er noglegange.
Hvor hurtigt man bliver flået tilbage i usikkerheden og overflødigheden bare at nogle ignorerer det man siger.
Skal jeg så gentage og råbe lidt højere? Det er sket et par gange med fare for at bliver sammenlignet med en 8 årig.
eller skal man sluge det og igen lede efter selvværdet som man har brugt så mange mange år på at få bygget op og være stabilt.

Jeg kan lige så godt indrømme det: Jeg kAN ikke være ligeglad...selv når jeg siger at jeg er det...så lyver jeg..både for mig selv og for de tilstedeværende.
Det er nemt nok at være benhård, når temperamentet suser i ørerne at man ikke kan høre hvad man selv tænker og føler.

Jeg bliver såret, ,men viser det ikke.
Jeg bliver ked af det, men prøver at ignorere det.Prøver at være hård som granit og sige: "Jeg har ikke brug for nogen"..men det har jeg. Det har alle.
Og eet eller andet sted er der den lille narcissist som hvisker til mig at jeg jo gerne VIL prale og vil vise hvor langt jeg er nået. Gerne VIL fortælle dem hvor sølle de er. At de ikke er kommet videre. AT de stadig opfører sig som teenagere. Men igen, hvordan kan jeg vide at de er sådan hvis jeg aldrig møder dem igen?!

Det irriterer mig. det føles som noget uafsluttet pis smom jeg ikke kan bruge til noget. Egentlig har jeg lyst til at råbe ad dem. Fortælle dem hvro åndsvage de har været, men det er jo egentlig ikke deres skyld. Det er ikke nogens skyld.

moe