Sikken eftermiddag!

Havde en alvorlig snak med Teak. Det sket engang imellem, at han får en tur, hvor han føler sig til gene uanset hvilken ben han står på, eller hvilken balle der sidder nederst.

Alt var galt. Sofaen var dårlig at sidde i, han var muggen, ineffektiv, lige ved at give op og han havde en rigtig skidt dag i det hele taget.

Han mente han ville spærre mig inde her, ved at tage bilen og køre til Virum.
Han mente han bare skulle tage en gang offentlig transport, og befri mig for hunden som piver, og en masse andet.

Jeg kan ikke udstå, når den lille hjælp jeg kan yde, bliver vendt til en ulempe for ham, og det fik jeg temmelig grundigt forklaret manden. Uden at hidse mig op, men dog ved at benytte en fastere tonefald, end jeg ellers benytter.

Vi kørte efter benzin, og jeg fik en forklaring. Han er meget drevet at synlige resultater. En arbejdsdag er god for ham, når han kan se det han laver, virker eller bliver brugt. Vi lavede et fint excel-ark med estimat for hans nye shop, og det ser absolut lovende ud, selv hvis udgangspunktet er så godt som ingenting.

Lige pt virker nada af det han prøver at programmere sig ud af. Det går i stå, vil ikke som han vil, så hans tidsplan skrider for ham - så bliver han stresset, sumper, går i stå og bliver muggen.

Han fortalte på vej tilbage, at han har det skidt med at det er mig der tager sig af, og sørger for os begge to. Han stod i en situation da han var yngre, hvor han fra den ene dag til den anden, ikke havde noget job. Han gik på kommunen og bad dem hjælpe - skaffe ham et job - hvadsomhelst. Da damen bag skranken havde nævnt ordene understøttelse og bistandshjælp 3-4 gange, var han gået derfra. Han nægter at tage mod penge på den måde, og det går ham på at det er som det er lige nu. Han duer ikke til at være den der bliver taget af.

Jeg forklarede ham, at jeg så sandelig forventer at få noget igen, når det kører for ham, og hjemmesiden fungerer og laver penge til ham. Ikke alene forventer, men direkte forlanger.

Vi snakkede om motivation og mål. Om at nogle gange kommer tingene bare ikke så let, og så bliver man nødt til at kæmpe for det, og blive ved med at kæmpe, og nogle gange se tingene i et andet perspektiv.

Vi parkerede igen hjemme i indkørslen. På køreturen tilbage mente han ikke han skulle afsted alligevel, fordi (indsæt valgfri dårlig undskyldning). Vi snakkede lidt mere og det endte med at han kørte afsted alligevel.

Bad ham prøve at komme hjem i bedre humør, og han ville gøre sit bedste.
Forlangte en stor krammer, hvis det var lykkedes for ham, at vende humøret.

Han vinkede da han kørte.

Så nu sidder jeg ret spændt her, og venter.

Forventer ham hjem engang i nat. Mellem et og to.

Krydser fingre for at han har fået hevet sig selv lidt op.

Hunden?

Putter hos mig.. Kravlet helt tæt sammen, helt tæt op af min venstre side.. Det er ret så sødt, for en hønsehund er alligevel rimelig stor, også når den krøller sig sammen og putter..