or not...
Det er sq ikke altid for nemt at være sensitiv.
Når jeg ser andre bare glemme fortiden og lade som om at ingenting er sket, for så at fortsætte et venskab, ét eller andet sted, forstår jeg igenting.
Det er bare ikke mig. Det rammer mig bare gang på gang. Igen og igen - den samme person.
Jydepigen havde jo ophævet sin blokering af mig på FB og oven i købet "liket" ét af vores bryllupsbilleder helt uden at give lyd...
Det er så mærkeligt - jeg forstår det på ingen måde.
Jeg skrev jo til hende for et par måneder siden, en undskyldning, og jeg ved ikke hvad jeg havde forventet tilbage, men spurgte Anne om hun havde hørt om hun havde fået det. Det havde hun, så det var jo fint nok.
Og så det her..?!?!? På den ene side kan jeg godt se en anelse forsonende i det at ophæve en blokering, men helt ærligt... Jeg giver en helt og aldeles ærlig undskyldning og får intet svar...
Efter at have været inde og kigge lidt på hendes profil - nysgerrig er man vel - valgte jeg at blokere hende.. Ha! Følte mig som det vildeste teenager, men nu ville jeg have kontrollen tilbage og var virkelig fornærmet over hendes blokering..
Det, der virkelig, og altid, har provokeret mig, er at hun tror at hun kan fortsætte hvor vi slap uden at tale om hvad der er sket... Det er simpelthen for kujonagtigt og dumt!
Hvis man er rigtig gode venner, er man også modig nok til at tage konfrontationen (en snak), hvor man lige renser ud og får talt om tingene.
Det gør B og jeg fra tid til anden herhjemme, og det renser sq så godt ;)
Nå, men det irriterer mig, at jeg bliver så påvirket (ked af det) hver gang hun dukker op ét eller andet sted, så jeg har tænkt meget over hvad jeg skal gøre.
- Stoppe med at se de veninder, som også har venskaber med hende
- Skrive til hende, at hun i det mindste kunne have givet lyd eller...
- Sige til pigerne, at de skal lade være med at fortælle hende om mig - altså personlige ting.
F.eks. skal hun mødes med Modepigen på fredag, og der tænkte jeg på at starte ud med at spørge hende, altså Modepigen. Simpelthen bede hende om ikke at fortælle hende om mig og mit liv. Hun må gerne fortælle om sine oplevelser, f.eks. vores bryllup, men jeg vil foreslå at hun enten taler udenom eller beder hende tale med mig selv, hvis hun spørger ind til mig (hvis altså). For det er jo slet ikke sikkert.
Jeg ved bare, at mit navn kommer op i forskellige sammenhænge og at pigerne laver arrangementer, hvor vi er adskilt. Meget besværligt, men jeg aner ikke hvad jeg skal gøre.
Sidste mulighed er at lade det ligge... Det er bare så svært, når det gør ondt, og jeg vil prøve at handle mig ud af det og få de andre til at synes at det er synd for mig, men jeg ved også godt, at det ikke gør tingene bedre.
Men ærlig talt! Hvis en person vælger et menneske fra, synes jeg ikke at det er fair, at han/hun stadig skal have lov til at høre hvordan det går - private ting...
Så nu står jeg på vippen:
Enten bede alle veninderne til at holde mund om mig
Eller til at åbne op, også for FB, og lade hende gøre hvad hun vil....
Jeg ved godt, hvad der er mest overskudsagtigt, og hvad der gavner mig mest...
LET IT GO.... Hun er ikke det værd..