Cykelmekaniker-smeden-dimsen synes jeg er fantastisk. Jeg leger med ham - som en dukke med dukkefører. Lige nu i hvert fald - med tiden er jeg sikker på, at vi nok skal blive fine venner. Overvejelserne omkring hvorvidt jeg burde satse på ham i stedet for soldaten - forsvandt i det øjeblik han sagde han ville være selvstændig og stod til at overtage cykelbiksen. Jeg kan ikke leve med en der er så bunden til et sted. Så immobil.

Hvis jeg har lyst til at rejse ud og se verden - jamen, så er det da lige præcis hvad jeg vil gøre. Jeg vil ikke spørge om lov, eller tvinge mig selv til at have dårlig samvittighed. Jeg vil gøre det, fordi jeg har lyst (og råd, men det er bare en biting).

De snakker om teknologisk institut og mulige praktiksteder, på trods af det faktum at praktikken først er til næste år. Blev spurgt om jeg havde gjort mig nogle overvejelser i den retning. No clue - ikke en dyt.

Lavede gruppearbejde med en klassekammerat. Enormt godt team-work. Lærte noget nyt om mig selv der - jeg er enormt god til team-work - hvis min makker matcher mig. Er ellers ikke meget for holdsport - for jeg ender altid som selvudnævnt leder, hvis der ikke er nogen af de andre mennesker der kan tage sig sammen til at træffe nogle konstruktive beslutninger. Vi var effektive, og fik lavet både noter og slides. Det tog kun en time - der var ellers sat 2,5 timer af. Bonus! Så jeg kunne tage hjem, og nå at slappe lidt af, før resten af dagen forsvinder mellem fingrene på mig, i diverse aftaler. Børnepasning. Badminton. Og så er der gymnasiepigen den skal have hjælp til sit engelsk. Historien om hvordan jeg nogensinde skal nå at få læst lektier i morgen, har jeg ikke turde forestille mig handlingsforløbet for endnu. Men håber da at den ender lykkeligt.

4. semester startede sådan "rigtigt" i dag. Tre timers fællesundervisning - efterfulgt af førnævnte gruppearbejde. Da jeg tændte computeren, var det med den særlige fornemmelse om, at nu vendes bladet, og mit liv lægger an til at starte et nyt kapitel.

Lukkede øjnene da jeg trådte indenfor i min lille lejlighed, og så mig selv fem år ude i fremtiden. Jeg ville sindssygt gerne arbejde et sted som Teknologisk Institut. Hvor der netop er gang i produktudviklingen.

Samtidig er jobbet flyvsk - det virker ikke som et sted man bliver (en fordom - har naturligvis ikke lavet noget research i den retning). Det passer perfekt til mit liv. Kan huske at jeg forestillede mig mine hænder - jeg kunne ikke se nogen ring på fingeren, og kunne heller ikke forestille mig min situation på hjemmefronten.

Lige nu er der bare soldaten. Han er ikke til sms har jeg fundet ud af - vil hellere ringe og snakke. Det er lækkert. For han er livsklog og ikke bange for at dele ud af det. Han er den man opsøger, når man har brug for lidt beskyttelse og bekræftelse i sin kvindelighed. Han gør ingenting, men jeg får lov at føle mig som en prinsesse. Når han ser mig i øjnene og stryger mig gennem håret og lægger hånden om nakken på mig - kan jeg ikke andet end tro, at jeg har rørt ved eller andet i hans hjerte.

Det er måden jeg kan mærke han ser på mig på. Når vi ligger i mørket. Med flettede fingre. Og lukkede øjne. Han ser mig for det jeg er. Og intet andet. Det er - for at sige på udenlandsk: Great!