For nogle uger siden kom jeg endelig rigtigt i gang med min roman, som efterhånden havde snorket længe nok i skuffen. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg skriver det i min dagbog her, - måske for lige at være her igen. Jeg er så godt i gang, at jeg ikke engang behøver puf eller nogen form for opmuntring fra andre, og det er faktisk mange år siden, det skete sidst. -
At kunne tillade sig at være spontan og poetisk, og samtidig have den konkrete handling med undervejs, kunne leve sig helt ind i manuskriptet og samtidig lægge en distance til det, kræver for mit vedkommende også timers pause, så jeg kan læse det igen og se det i et nyt lys, få overblikket med. Så skal der rettes, slettes overflødige ord, føjes nyt til, og det tager lang tid, og tid og tid igen.
Men det er ensomt at skrive alene, og være alene om det. Alligevel ved jeg, at det også er det eneste, jeg kan for at kunne skrive godt, sådan har det altid været med mig, lige så langt jeg husker tilbage.
Da jeg var helt ung, var det faktisk på mange måder manuskriptet der skrev sig selv. Jeg kunne bare ikke lade være. Det gik meget hurtigt. I dag er det mere mig der styrer manuskriptet på en helt anden måde. Jeg prøver at finde balancen, og tænk, jeg tror faktisk godt, det kan lade sig gøre. -
Det var lige en lille notits om, hvorfor jeg ikke har været her længe. Og ikke mere i aften.