Jeg har handlet!

Længe har jeg vidst at dette ville ske. Selv da vi flyttede i denne lejlighed for kun 6 måneder siden.

På mange måder har jeg ønsket denne forløsning. Alligevel overrasker det mig, hvor svært det er nu hvor jeg sidder midt i det.

Jeg har fundet et nyt hjem til min søn og mig. Vi flytter fra L og jeg opgiver min ellers så stædige kamp, for at få ham til at være en familie sammen med mig. Jeg har vel endelig accepteret at han ikke kan…eller vil…ja jeg er har fået nok af at prøve at finde ud af hvad det er han egentlig ønsker.

Frygten inden i mig, er så larmende stor og hvor hårdt jeg end prøver, føles den alt over skyggende. Jeg er bange…rent ud sagt pisse hamrende bange.

Det nye sted jeg har fundet, er meget meget småt. 46 kvm2 står ifølge lejekontrakten, men jeg tror kun 40 kvm2 kan gøre det. En mand har lavet stueetagen i hans hus om til en selvstændig lejlighed og jeg søgte på den via en boligportal. Jeg har gennem de sidste måneder søgt på adskillige og sat sedler op i hver en Fakta og Brugs. Den her gik så igennem og hvad kunne jeg gøre? Der var hverken tid ellers plads til at gennemtænke det videre, så jeg så den an og skrev under.

Den er lille…men der følger et lille stykke have med til og den har hvad vi skal bruge…eget wc, bad og køkken. Der er et lille værelse til Emil og ét til mig. Desuden ligger den er supertæt på vuggestuen. Den er dyr men jeg tænkte at jeg vel kunne søge boligsikring.

Nu sidder jeg så med en helvedes masse bekymringer. Jeg har gennemlæst regler og paragraffer for boligsikring og frygter at min ansøgning vil blive afslået fordi bolig er ”privat”.

Jeg frygter det hele og har enormt svært ved at tænke positivt. Men jeg har sgu brug for lidt positive tanker og jeg har sgu bare at være stærk lige nu. Det har været hårdt nok for lille Emil. Han har set mig alt for ked af det alt for mange gange og han leder nu automatisk efter sin far inde i soveværelset, fordi han så mange gange blot ligger under dynen uden at stå op og deltage i Emils dag.

De følelsesmæssige tanker og bekymringer i alt det her, er store nok i forvejen. Det er sgu ækelt også at skulle bekymre sig om økonomien. Men jeg må krydse mine fingre og håbe på det bedste. Lige meget hvad, så er det bare penge…jeg skal nok klare den om så det vil koste mig en masse minus på kontoen. Det vigtige er, at Emil og jeg får det godt.

Jeg frygter at Emil ikke kan acceptere det nye hjem. Han er vant til at kunne knokle rundt på over 80 kvm2…nu bliver det halvdelen vi har at råde over og der skal tages hensyn til manden ovenpå.

Har jeg taget en forkert beslutning? Har jeg fundet et for lille og for dyrt hjem til os, der bliver helt uudholdeligt at bo i?

Jeg ved det ikke og tiden må vise hvordan det hele bliver.
Mange siger til mig, at så længe Emil har mig, vil han tilpasse sig hvad som helst. Hans væren afspejler han i min…har jeg det godt, har han det godt.

Oven i alle disse spekulationer, døjer jeg med vreden til L. Kunne han dog ikke bare have fundet sig en midlertidig bolig og givet mig ro til at finde noget til Emil og mig? Jeg foreslog det men krævede det ikke. Han kunne ikke handle og derfor vidste jeg at jeg blev nødt til det.
Nu kan han så sidde her i denne kæmpe lejlighed mens vi skal ud og forholde os til noget nyt. Der er ingen retfærdighed i det her men på den anden side, har jeg så nogensinde følt retfærdighed i mit forhold til ham? Hvor jeg har ydet og ofret mig, har han holdt sig tilbage.

Måske er det hans sygdom? Måske ikke…jeg er så træt af at kæmpe med ham.

Jeg vil kaste mig ud i det her, arbejde mig fremad og forsøge ikke at lade mig overrumple af alle disse hårde følelser. Hver gang jeg kigger på min Emil, så mærker jeg mod. Det er nok det jeg så bare må gøre rigtig meget i denne tid.