19 år siden

Confessions from a deep deep mind!

Kære natbog (IX)
Olivia Birch...
9 år siden
Sørgebind
Olivia Birch...
8 år siden
Vi har fået altaner i vor...
Ruth Christe...
7 år siden
Beskæring af roser
Hanna Fink (...
11 år siden
Fundet af en gammel ven
Bella Donals...
8 år siden
7
Halina Abram...
6 år siden
Dagen tiltaget med 32 min...
Hanna Fink (...
10 år siden
Af jord er du kommet, af ...
Poul Brasch ...
4 år siden
Skoddag
Suree Lio (L...
11 år siden
Grungekaffe og brækket ry...
Michael Nevs...
6 år siden
Ferieslut
Hanna Fink (...
9 år siden
Rich's og kaffebønner bla...
Camilla Rasm...
9 år siden
Fitness
Peter
11 år siden
Hverdag igen
Michala Esch...
11 år siden
Næsen i en bog.
Ruth Christe...
7 år siden
råb
Halina Abram...
6 år siden
Dagen er tiltaget med 4 t...
Hanna Fink (...
9 år siden
Tilbage for en kort bemær...
Kasper Lund ...
7 år siden
Hverdagen
Hanna Fink (...
10 år siden
13 dag på fyldepennen. Er...
Gaffa Brandt
11 år siden
Sikke en dag
Ruth Christe...
7 år siden
En bid af hverdagen.
Hanna Fink (...
3 år siden
Morgens musik
Halina Abram...
6 år siden
Glædelig Jul til alle
Poul Brasch ...
8 år siden
i bad med Noa
Peter
8 år siden
De ligger der.
Ruth Christe...
7 år siden
Gode karakterer og en for...
Camilla Ahle...
5 år siden
Dagene der forsvandt som ...
David Hansen...
3 måneder, 1 dag siden
Min Far er død
Poul Brasch ...
10 år siden
Jeg inklinerede som det s...
Olivia Birch...
8 år siden
Der var engang.
Ruth Christe...
7 år siden
Frikadellemor
Olivia Birch...
9 år siden
Spøgelser på vikingemarke...
Carsten Cede...
9 år siden
Om at være tanketyven
Merida Dunbr...
5 år siden
Human tetris
Tine Sønder ...
11 år siden
Konklusion vakget 2019
Martin Micha...
4 år siden
En dagdog?
Kellany Bram...
11 år siden
Haiku digte skrives i nut...
Syrene Hvid
5 år siden
Hvorfor er jeg så ensom?
Neola
3 år siden
Havørnen og Tigeren
Sylvia Ebbes...
10 år siden
Transpsarante mennesker -...
Kasper Lund ...
8 år siden
Gladiator skrivekursus?
Ida Hansen (...
5 år siden
Mit lys brænder
Tine Sønder ...
10 år siden
Tanker
Luxuryline
9 år siden
Man kan nok ikke give mød...
Ace Burridge...
11 år siden
Når skænderierne blev for meget og mit hoved var ved at springe i tusind af stykker, erindrer jeg noget jeg sagde til ham. ”Jeg ved der findes en pige derude, som er mere passende for dig end jeg er!”. Inden i tænkte jeg det samme for mit eget vedkommende, men det var ikke ”smart” at sige.
Jeg kan huske hvor meget det frustrerede ham, men noget siger mig alligevel at han inderst inde vidste jeg havde ret. Han sagde det bare aldrig…

”Du prøver at presse mig ned i et par sko jeg ikke kan passe!” ”Hvad er det ved mig som du bare ikke kan acceptere?” ”Noget gange undrer det mig, at du overhoved elsker mig! Om du i det hele taget elsker MIG eller om din ide om hvordan jeg kunne blive og være du elsker!”.

Han hadede at jeg sagde sådan noget.

Tit og ofte, følte jeg mig som en misbruger af en helvede fin fyr. Han var parat til det hele. Han sukkede efter det, som masser af piger ville slå ihjel for; familie, villa, vovse, stationcar…
Når han drømte om glaserede teglsten på den hvidkalkede villa, drømte jeg om rygsækture til Indien, bofællesskabet med andre mennesker…

Jeg var intet ”offer”! Jeg lod mig selv flyde med og sammen med hans liv og planer for vores fælles fremtid.
Nogle gange måtte jeg bede ham om, at tone lidt ned for fremtidsplanlægningen. ”Ellers vil jo vide alting på forhånd og aldrig blive overraskede!”. At jeg inden i, var bange for at alt den forudsigelighed ville gøre vores liv røvkedeligt, fortalte jeg ham ikke…

Men det var trygt, så jeg flød med.
Nogle gange stoppede jeg op og bankede i bordet. Men jeg havde aldrig rigtig styrken til at forme vores liv mod en mere tilfredsstillende retning for mig selv, måske fordi jeg vidste at han bare ikke havde de samme ønsker.

Her var han. Manden som kastede sin kærlighed på mig, handlede kun ud fra vores forhold og var parat til det hele…med MIG!
Men jeg havde ingen konkrete ”planer” med mit liv, det havde han. Jeg havde kun firnurlige ideer og forestillinger om, hvordan det også kunne være.

Ja, jeg flød med.

Hans familie var helt anderledes end min. Ingen skilsmisser, alkoholproblemer, voldsomme skænderier, komplicerede konflikter eller andre problemer.
Det var en stor familie med masser af søskende, farbrødre, fætre og kusiner. De var meget….nej altid sammen. Boede nær hinanden og så deres samvær som den højeste prioritet i det sociale liv.
Masser af børn. 3-4 styk per familie…de spyttede dem ud!

Jo, jeg misundte deres sammenhold, men havde så svært ved at de alle var så ”ens”. Ofte følte jeg ikke der var plads til at være anderledes. Men der var en behagelig tryghed som bare flød i ubetingede mængder.

Egentlig tror jeg de nød det lidt anderledes ”pust” jeg førte ind ved middagsbordet. Nogle gange blev jeg stædig og nægtede at forlade spisebordet for at hjælpe kvinderne i køkkenet mens ”mændene” drak en øl og diskuterede. De politiske diskussioner blev saftige når jeg blev hidsig nok men for det meste nikkede jeg blot forstående.

Ja, masser af børn. Vi prøvede.
Der var et tidspunkt hvor jeg virkelig ØNSKEDE det her barn og hvor menstruationerne, som blev ved med at komme, gjorde mig rigtig ked af det.
Hvad var der galt med mig? Hvorfor kunne jeg bare blive gravid ligesom alle andre?

Det blev et problem og før nogen af os egentlig vidste af det, var vores mission at trodse dette problem. Det ene tog det andet. Vitaminkurer, termometer ved natbordet, ægløsningstest, undersøgelser, benene op af væggen…

Selv da jeg for tredje gang lå på briksen og blev insemineret, tænkte jeg på alt mulig andet. Jeg ignorere alarmen inden i…totalt!
Først da lægerne bedte mig om, at tage stilling til om mine æg måtte bruges som ”doner-æg”, når vi nu skulle videre til reagensglas-metoden, bedte jeg om en pause fra missionen.

Hvad faen tænkte den klinik egentlig på? Jeg var 23 år og min barnløshed blev kaldt ”uforklarlig”.

Pigerne, mine veninder…ja selv min mors veninder elskede ham. De roste ham til skyerne og nussede ham i håret.
Han har vel lavet badeværelser, køkkener og spartlet lofter hos nærmest alle de kvindfolk jeg kender.

For helvede JA han var en fantastisk fyr og her sidder jeg og spiller ”offer”! At jeg havde/har et monster stort problem med ikke at kunne sige fra, er sgu MIT problem. Skulle jeg have forventet at han kunne se igennem det hele???

Det var svært at blive vred. Han elskede mig jo og ville blot leve sit liv med mig. At jeg nu hellere vil sige ”han ville leve SIT liv sammen med mig”, er så en anden sag.

Det fungerede ikke. Jeg fungerede ikke og pludselig en dag i maj brød jeg sammen inden i. En sort sky foldede sig ud og blev større og større.

Jeg mistede appetitten, kunne ikke sove, ikke smile, ikke tale…ingenting!

Lægen pegede på hormonbehandlingerne og tilbød mig medicin som jeg uden tøven afviste.
Jeg flyttede…

Det var en enorm beslutning, nok det største jeg til dags dato har taget.

Selvom de sidste to år har været ubarmhjertig hårde, står jeg stadig fast ved at min beslutning var den rette.
Selvom de sidste to år har været overskygget af den lede sorte sky, ved jeg at jeg gjorde det rette for MIG SELV!

At han nu er kommet videre og forelsket på ny, ja det gør rigtig ondt.
Vi har holdt kontakten og kaldt os ”venner”, velvidende om at en af os ønskede mere.

Det ER på tide at give slip og jeg må eliminere den tarvelige lille prinsesse inden i, som føler sig erstattet. Primadonnaen ønsker sig forgudet af en mand hun alligevel ikke vil have. Men man er jo kun et menneske ikke sandt?
Heldigvis kan jeg holde ”hende” i snor og vil kraft-edme ikke ende som en eller anden irriterende x-kæreste som står i vejen for en ny forelskelse.

Så jeg giver slip og ser dette som en rasende god grund til selv at komme videre. Skal jeg være helt ærlig, så er jeg ved at kaste op over de akavede forhold jeg lader mig selv have til mine to tidligere kærester. De giver mig intet og hvad jeg giver dem, er lutter frustrationer.

Det må være slut nu!


Jeg ryster mit hoved lige nu. Det er aaaaaalt for tidligt på dagen, også endda på en søndag, til disse dybe refleksioner.

Jeg har lyst til at skrive om min familietur i Dyrehaven, men jeg tænker at dette dagbogsindlæg skal stå for sig selv. Jeg er også alt for træt til mere lige nu og KAFFE er det eneste jeg kan tænke på.

Over….and OUT!

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Confessions from a deep deep mind! er publiceret 17/04-2005 07:37 af Bastian.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.