Kære dagbog..

Ja, et par dage (eller ti) er det blevet siden sidst.
Der er da sket lidt af hvert.
Et par eksaminer, et bryllup og en god gang dasen i det danske sommervejr (puuuuuh).

Men for at starte med det nemme.. Jeg var til Erhvervsøkonomi eksamen mandag og tysk eksamen onsdag.. Begge skriftlige.. Jeg tror det gik godt nok. Jeg følte i hvert fald begge gange at jeg udnyttede tiden fornuftigt.
Nu går der jo så desværre bare temmelig længe inden vi får karaktererne.. Det er noget af det værste ved skriftlige eksaminer.
Nu har jeg så bare lige en enkelt mundtlig d. 16.. Vi skal op og forsvare vores IT case. Så det er næsten ligesom sommerferie allerede nu.

I forgårs hjalp vi underboen med at flytte.. Eller dvs. min kæreste hjalp og jeg kiggede på - jeg har forstuvet højre fod og hånd.. (mere om det senere..) Det er sgu lidt surt.. Hun var sådan en hyggelig en, man kunne snakke godt med.. Og to kære unger, omend fyldt med masser af energi.

Og her i denne weekend er der så nogle der flytter ind i en af de andre lejligheder.. Bliver spændende at se hvad det er for nogle.. Det skulle i hvert fald være et ungt par.

Når alle disse flytter ind og ud.. så savner jeg at flytte.. Underligt nok, for alle dem der er i gang med at flytte, snakker om det er besværligt, de kan ikke finde noget osv. Men måske ligger denne trang til at flytte, i at jeg vil ned fra anden sal, få en have osv.

Hmm.. bryllup.. Tjah.. jeg ved ikke helt hvordan jeg skal kommentere denne sag uden denne dagbog kommer til at fylde en hel bog.
Lad os starte med at sige.. det var en blandet fornøjelse..
Kirken var et helvede at finde, men den var smuk da vi først kom frem. Langesø skovkapel udenfor Odense, hvis det siger nogle.. Men troede godt nok aldrig vi fandt den.
Der var egentlig ikke noget at sætte en finger på vedr. det specielt.. Bruden var lidt forsinket, men det hang sammen med at limochaufføren heller ikke kunne finde kirken.

Ud af kirken og lykkeønskninger fra alle sider. Pudsigt nok, så var der ingen fra hendes side der anede hvem jeg var.
Men min fars venner var der og de kunne jo sagtens genkende mig, så de hilste og snakkede lidt.
Så kom den første underlige oplevelse.. De skulle afsted til fotograf og hendes tre piger skulle med.. i limoen og det hele..
Jeg stak så min far en mindre bemærkning.. noget i retning af "Skal i så til fotografen nu eller hvad?" og lod derefter som ingen ting. Jeg kunne høre i baggrunden at han snakkede med hans nye kone og ud af det blå skulle vi bare følge med dem til fotografen.
Dvs. de havde på intet tidspunkt så meget som overvejet at jeg vel ligeså vel skulle på billedet, såvel som hendes tre døtre.. Det var først da jeg kom med en PÆN sidebemærkning det gik op for dem at jeg var ligeså meget tilhørende, som hendes børn..
Jeg havde nu ikke forventet meget andet fra min far.. han er sådan.. glemsom.. tænker ikke over sådan noget.. Og det har vist også været hende der har arrangeret det hele. Men så er det stadig underligt at hun ikke har tænkt den tanke.. især når man tænker på at jeg har fået af vide at hun holder SÅÅÅ meget af både min bror og mig.

Fotografen.. ihhh.. det var sørme vellykket (ironien er til at skære igennem) Vi skulle stilles op sammen med brudeparret. Og så klodset som jeg selvfølgelig er, falder jeg ligeså lang jeg er hen over en ledning til lyset og sådan en rulletingest.. KLASK! så lå hun der. Foran min "nye" familie.. Min kæreste stod et godt stykke væk.. Men hvem hjalp mig op? Fotografen.. IKKE min såkaldt nye familie.. Brudeparret var placeret siddende, så de havde nu ikke haft mulighed for det.. Men hendes tre børn, hvoraf to af dem er omkring min alder.. de fortrak ikke en mine til at hjælpe.. Ifølge min kæreste var lidt mere det udtryk "ej, hvor er hun i vejen" der var i deres ansigt.
Ydermere var det hamrende pinligt, og det gjorde pisseondt.. Jeg slog min hånd, forstuvede den anden ved faldet og forstuvede min højre fod, hvor jeg har en gammel skade.
Hvem spørger om jeg var kommet til skade? Fotografen naturligvis.. Jeg sagde jo bare at jeg var okay, fordi jeg syntes det var hamrende pinligt.
Billedet blev taget og vi begav os mod kroen, mens brudeparret fik taget de resterende billeder.

Så til bords efter en velkomst drink.. Øhh.. hvor er resten af gæsterne? Hmm.. der var såmænd 4-6 styks der ikke dukkede op, selvom de havde sagt ja.. Kikset? Joooh..

Så var det, at alt det seriøse møghamrende irriterende startede. Jeg ved ikke hvor jeg skal starte og slutte..
Min fars nye kones datter.. hun er fire år.. Og nok den mest irriterende møgunge af format. ALDRIG har jeg mødt så uopdragen en unge! Fra start til hun tiltede om af træthed, var hun simpelthen den mest opmærksomhedskrævende røvforkælede unge.. Det der hidser mig mest op, er at hun gjorde alt det vi som børn ikke måtte og gjorde vi det, fik vi fandme en røvfuld.
Hun kom ind i lokalet.. "Addddder... hvor det ulækkert... det kan man ikke spise.. addddd" (vi fik krebs til forret bl.a.) Okay.. sådan har vi ALDRIG måtte udtale os om maden. Det er okay man ikke kan lide det, men der var nu heller ingen der tvang hende til at spise den.
Så sad hun på skødet af min far og plagede ham fra starten til at skære den forbistrede krabs op, mens hun fortsat udtalte sig hvor ulækker den var.. sådan så alle gæsterne kunne høre det.. og sådan så min far blev så forvirret at han ikke engang havde tid til at sige velkommen osv.

Så gad hun ikke sidde ved bordet. Nå okay.. jamen så må hun da sidde på gulvet, foran bandet og lige præcis der hvor tjenerne kom ind.. så de var ved at falde over hende.
Havde VI ikke lyst til at sidde ved bordet og spise og det var uanset om det var fest eller hverdag.. Så var vi sgu ikke sultne nok.. Og havde vi skabt os som hun gjorde når hun ikke fik sin vilje, så var det på hovedet i seng!

Sådan fortsatte hun hele aftenen.. Krævede opmærksomhed hele tiden.. fik hun det ikke, så skreg hun og teede sig som om hun ejede hele jorden.

Min far prøvede at snakke lidt med mig indimellem, men hver gang var hun der.. krævede hans opmærksomhed.
Jeg blev sgu ked af det.. at se hvordan han bare tog det for givet at HUN var vigtigere end mig.. For helvede han har kendt dem i ½ års tid..

Nogle vil måske sige at det er deres problem.. deres måde at opdrage hende på.. Og det er det jo også.. Men jeg blev simpelthen så ked af det.. At se hvor meget hun åbenbart betyder i forhold til mig.

Min far har aldrig været ret meget i mit liv. Mens jeg var barn, var han langturschauffør.. Og jeg så ham ofte ikke i 3 uger af gangen.. Så var han hjemme i en weekend, hvor jeg alligevel ikke så ham meget.. Og så afsted igen.. Sådan kørte den.
Jeg har tilmed, i en alder af omkring 6 år, i dybt alvor fortalt min lillebror (som vel var omkring to år) at det der var vores far - og peget på ham. Når et barn på 6 år gør det.. i alvor.. Så vidner det om hun ser sin far ALT for lidt.
Da jeg var 13 blev mine forældre skilt.. og lige efter min konfirmation, røg han ind og sidde.. Forestil dig kære dagbog, hvordan en 14 årig pige, som stadig synes hendes far er den bedste i verdenen, har det, når hun får af vide hendes er storkriminel? Jeg følte hele min verden blev splintret. Og jeg var rasende.. Rasende på politiet, på aviserne (som skrev side op og side ned om han).. men ikke rasende på ham.. Jeg var sikker på han var uskyldig.
Sidenhen fandt jeg ud af at det i hvert fald ikke var tilfældet..
Og han har praktisk talt siddet inde siden.
Hvorfor jeg fortæller det her til dig dagbog, hænger sammen med at jeg vil fortælle dig om det savn jeg har følt igennem årene. Indimellem ville jeg faktisk ønske at han SLET ikke havde været i mit liv. For sådan som han er nu, popper han ind og ud af mit liv og skaber rod.

Han er en meget travl mand.. Har aldrig tid til at se os.. og når han har er det enten 5 min. af gangen eller med tusind andre mennesker omkring sig.
Bl.a. dukkede han ikke op til min fødselsdag i slutningen af februar og ringede først kl. 23 for at sige de ikke kom alligevel. Jeg græd mig i søvn den nat.. Det mindede mig om alle de gange han svigtede os, mens vi var børn. Han skulle hente os fredag kl. 18 måske og vi skulle på weekend med ham. Men han dukkede først op lørdag middag og blev så sur over vi ikke var klar endnu..
Den dag med min fødselsdag, da priste jeg mig lykkelig for min kæreste, hvis arme jeg bare lå og græd uhæmmet i.

Til brylluppet er der så en sang, hvori der står en masse om alt det de har oplevet sammen i fællesskab.. Zoo, Cirkus osv. Alt imens han aldrig har tid til hverken min lillebror eller mig, når han er på orlov.

Desuden en anden klage omkring brylluppet.. Hans nye kones børn ænsede hverken mig eller min kæreste.. Havde det ikke været for det bryllupsbillede der skulle tages med børnene, havde jeg ikke anet hvem af de store piger der var hendes børn.. for der var flere brudepiger.
Er det ikke almindelig kutyme at man i det mindste godt vil vide hvem ens nye stedfars børn er?

Vi var som luft. Jeg følte mig slet ikke velkommen og bestemt slet ikke som en del af den familie eller brylluppet. Vi VAR der bare.

Jeg forstår på sin vis godt min lillebror, da han besluttede sig for at han ikke ville med. Han har oplevet alt det her på tæt hold, når han har været sammen med dem på vores fars orlover. Han har oplevet hvordan det var at være luft.
Men samtidig er jeg glad for at jeg var med.. For så fik jeg set det hele med mine egne øjne.. omend det gjorde pisseondt!

Nu står jeg bare i et dilema. Jeg er nødt til at gøre noget denne gang. Gang på gang har min far såret mig, ved at glemme mig.. Og gang på gang har jeg sagt det er okay, du er tilgivet. Men det passer bare ikke.. det er ikke glemt.. det gør stadig ondt.. Jeg føler mig stadig svigtet, glemt..

Min kæreste og min mor + bror, mente jeg skulle sige det til ham. Men det kan jeg ikke.. de ved hvor let jeg græder.. så hvis jeg prøver på at sige det, kommer det aldrig ud..
Så jeg sagde jeg ville skrive et brev.. Men jeg ved ikke hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte.
Jeg ved ikke hvilken konsekvens vil det have? Vil han sige okay, jeg ændrer mig? (tror det sgu ikke) Vil han sige, okay er det sådan du har det, så kan det også være lige meget? Eller noget helt tredje?

Jeg er bange for at såre ham.. Ja, hør mig.. Hvor latterligt.. Jeg bliver såret, men tænker på om jeg sårer ham!

Kære dagbog.. hvorfor kan man ikke vælge sine forældre selv? For jeg nægter at tro på at det her er selvvalgt..

Som jeg har skrevet i mit digt "Min far":
Min far – er min far
og for det, elsker jeg ham
ubetinget, desværre
heldigvis, for ham.

Men jeg er nødt til at gøre noget..

Jeg vil slutte af.. Det blev en af de lange må man sige, men havde jo en del at komme af med :(