Der er sgu da ikke noget at sige til at nogle mennesker bliver stenhårde i deres facader. at alt bliver tætnet.
Jeg forstår dem.
MIn facade hedder humor.
Min såkaldte åbenhed er en anden facade, for det er ikke åbenhed at kunne tale om banaliteter.
Men sålænge alle er glade og så længe man kan holde visse mennesker væk fra livet, så har jeg det fint med det.

Der er sgu bare så mange mennesker som vil have noget af mig. Hvad fanden bilder de dem ind!!!
Det er mit. Hvis jeg gav dem det de ville have, ville der så være noget tilbage til mig selv?

Jeg nærmer mig mere og mere grænsen, overgangen til at ændre mig og være HUDLØS ærlig overfor de mennesker.
De HAR fået det at vide, men det er åbenbart ikke feset ind.
UTROLIGT!!!
Tror de bare at jeg er en hane hvor de altid kan tappe vand fra.?
Skal jeg også til at ynke og pylre højlydt, så de fatter at jeg altså OGSÅ er et menneske og jeg ikke har uanede kræfter til hele tiden at fokusere på dem?
At jeg også har behov!

Ja, det ville være lettere at rulle om på ryggen og give op, men det ligger ikke til min natur. Jeg vil fandme kæmpe! Kæm,pe til sidste mand.
Men jeg bliver tosset af at nogle bare tror de kan henvende sig til mig og bare tappe hver gang de er tørstige.
Hallo, sømand...det koster og butikken er snart lukket.

At en såkaldt veninde ringer efter et år og pludselig vil have noget af min tid, selvom jeg så godt jeg kunne har afvist hende. AT min mor fatter minus efter så mange gange at have skreget hende ind i hovedet at jeg ikke GIDER være hendes psykolog. Hvad er det de ikke fatter??
Hvad skal der til?
jeg gider ikke være alverdens støttepæl. Jeg har nok med at holde mig selv oppe. Men det fatter de ikke.
De fatter det simpelthen ikke!!!