Tilbage igen. Stadig temlig ør indeni, stadig temlig droppet, temlig alene og temlig grim. Temlig ligeglad med Magnus, og temlig fukoseret på at ændre noget indeni. Temlig langt i den bog jeg fik i julen 2004, som jeg endelig har bestemt mig for at læse færdig (Kunsten at leve lykkeligt- Hans Hellighed Dalia Lama). Temlig mange tanker som kræser om temlig mange drenge, der er temlig lidt mænd, som har rykket temlig meget i mit temlig lille hjerte. Temlig temlig.


Så fik jeg en besked og blev temlig nysgerrig for hvad nu hvis det var temlig søde lm, temlig søde dl, eller temlig dumme magnus? Men nej en temlig trist 'send videre og du finder dit livs kærlighed' besked. Og hov, afbrydelse der kommer endnu en besked, men jeg ved allerede hvad det er. Det er den selvsamme besked, bare fra en anden. Det er som en epedemi, men alligevel vandrer jeg igen op ad de 13 trappetrin og ind på mit værelse, for at tjekke, for hvad nu hvis...
Hvad nu hvis det pludseligt var lm der havde ombestemt sig, eller bare gerne lige ville forklare mig hvorfor jeg blev droppet.
Eller hvis det nu var dl der var blevet godt fuld og lige fik lyst til at ønske mig et godt nytår
Eller magnus der lige var kommet hjem fra skiferie i østrig og bare lige ville sige at det var derfor han ikke har skrevet tilbage på mit ellers så opfindssomme "Haløj! Godt nytår!"...
Men YEEEAR RIGHT... 13 åndssvage skridt op ad trapperne, og 13 lige så nyttesløse skridt ned igen. Hm jeg burde få en pc på mit værelse.

5 temlig klamme figenkugler er lige røget ned i min mave. Jeg brækker mig snart af at være så usund. Det er da virkeligt for slemt, godt at julen og hele følelsen af blasfemi er ved at være ovre. Bumserne har poppet ud af mig som små popkorn er formerer sig i en gryde. Det er forfærdeligt. Juleslik og alt det gøjl på sammetid med at man har sit lort er altså bare lige en cocktail der kan få enhver lille urenhed til at blive til en kæmpe stor ulækker bums i mit ansigt. Arh, men hvad jeg skal jo ikke i skole før den 9.
Indtil da skal jeg bare gå rundt herhjemme og spekulere på hvad jeg kan bruge tiden til. Al den forbandede tid, der på en eller anden måde alligevel forsvinder ud i den blå luft. Jeg har set 25 timer i et døgn, jeg har set væske forvandle sig til ild, og alt dette kan jeg forstå, men hvordan jeg kan få tiden til at gå ved jeg ikke.
Jeg ligger og stirrer op i loftet, tænker på hvornår alting er gået galt, hvornår noget er gået godt, og så drømmer jeg lidt. Så læser jeg lidt, skriver lidt (wow jeg er igang med den feeeedeste historie! -bare jeg får den færdig på et tidspunkt:/ ) ser lidt intetsigende tv, der i bund og grund fornærmer min intelligens (der skal ellers meget til) og så tager jeg en tur ud til søen og går en lang tur i sneen. Jeg stiller mig ind på vægten, jeg tager op til min bedster, jeg tager hjem igen, jeg mediterer, jeg rydder op, jeg vasker sengetøj, spiser lidt slik, spiser en masse suppe, spiser mere slik, kage, frugt(nej men det lød godt), brød, vetaminpiller af forskellige slags = 6om dagen (hvis jeg husker det!) Og eller jaaa??
Så tiden går jo, det får jeg den jo til. Men hvad så med i morgen? Hvad med i morgen der starter om 28minutter, hvad skal jeg lave der? Tage endnu en dag med dårlig samvittighed over ikke at træne mine led op, og udskyde det endnu en dag?? Jeg har ikke trænet siden den 30. Det er ikke det store problem endnu. Det er jo kun 4dage, men snart bliver 4 til 30 og så begynder smerterne igen. Og igen vil min mor og min læge så bede mig om at tage mig sammen. Og igen vil jeg så tage mig sammen, indtil selvtilliden og selvværdet får et knæk og jeg mister focuset igen. Igen vil jeg så ligge der, med vilde smerter og hade mig selv for ikke at have lavet de øvelser. Om og om igen. Det er en fandens ond ring, men jeg kan bare ikke lige nu. Imorgen, jeg begynder at træne igen imorgen. I morgen får jeg også bumserne til at forsvinde, jeg glatter mit hår igen i morgen, jeg læser min bog færdig imorgen.... Jeg laver ingenting i morgen, jeg ved det godt... Jeg ender med max at se en film og sidde lidt foran pcen og tænke på at jeg da på et eller andet tidspunkt må tage mig sammen...