17 år siden

"Anne, start en tudeklub"

Nørrebroske minder.
Rudi Kouring...
8 år siden
Om at være tanketyven
Merida Dunbr...
5 år siden
Torsdag d. 3/8-2018
Smukke Emma
5 år siden
Spoken Word Festival 2014...
Kenneth N. C...
9 år siden
Forvirret.
Line Ley Jen...
9 år siden
Stilhedens tanker.
Line Ley Jen...
9 år siden
Skovtur
Jytte Westen...
10 år siden
Hvorfor er jeg så vred?
Neola
3 år siden
Første indlæg og ny tid
Miriam Lidbe...
6 år siden
Min vingeskudte wingman
Flickarocks
9 år siden
70 år + 3 dage
Peter Munk (...
10 år siden
Nirvana
Ace Burridge...
11 år siden
Karma is a bitch
caeciliaskov
7 år siden
Hurra!
Halina Abram...
6 år siden
Tilstand - stilstand
Sylvia Ebbes...
10 år siden
Tiden er går
Halina Abram...
6 år siden
Dagen tiltaget med 32 min...
Hanna Fink (...
10 år siden
Svampe.
Ruth Christe...
7 år siden
Koldt
Kenny Raun (...
8 år siden
Forandring
Hanna Fink (...
8 år siden
Guds blinde øje.
Ruth Christe...
7 år siden
Dagen i dag er tiltaget m...
Hanna Fink (...
11 år siden
Gode dage forud
David Hansen...
18 dage siden
Jeg inklinerede som det s...
Olivia Birch...
8 år siden
Maler vinge billeder
Poul Brasch ...
9 år siden
Hvis jeg var en fisk ...
Halina Abram...
6 år siden
Det første palindrom-år
Olivia Birch...
9 år siden
Dyssocial og Narcissistis...
Ida H. Celan...
11 år siden
Fucking nympho - Kasper L...
Kasper Lund ...
8 år siden
Så er det nu
Josephine Lø...
9 år siden
Hey now, hey now, don't d...
Camilla Rasm...
7 år siden
Det vildeste liv
Christian Ba...
9 år siden
Er syg...og venter spændt...
Sylvia Ebbes...
10 år siden
Vil du være min ven?
Mille33
11 år siden
Kære natbog (XIV) - fande...
Olivia Birch...
8 år siden
Det ender med en silhuet
Olivia Birch...
9 år siden
Fransk gummi
Tine Sønder ...
10 år siden
Hvad vil du være?
Marie Martin...
10 år siden
Hundrede af dem
Poul Brasch ...
6 år siden
Længe siden - update <...
RachelBlack
8 år siden
Læseferie... næsten
Michala Esch...
11 år siden
S-tog
Tine Sønder ...
10 år siden
Stilhedens nåle
Tine Sønder ...
11 år siden
En slange i huset
Anastasia
11 år siden
Rich's og kaffebønner bla...
Camilla Rasm...
9 år siden
Genboen.
Ruth Christe...
7 år siden
Forsvundet novelle! Hvad ...
Bella Donals...
7 år siden
Den årlige kaosdag - Kasp...
Kasper Lund ...
7 år siden
Udstilling i Havnsø Havn.
Hanna Fink (...
9 år siden
Vægttab og jobsøgning
Racuelle Hei...
6 år siden
Dagen tiltaget 2timer og ...
Hanna Fink (...
11 år siden
Skam over sæd og æg - Kas...
Kasper Lund ...
8 år siden
Jeg er min egen forhindri...
Kasper Lund ...
7 år siden
Skriftlige prøver ... Slu...
Anne S. Chri...
10 år siden
Jeg kunne også bare finde...
Kasper Lund ...
9 år siden
I korte glimt...
Marlene Gran...
10 år siden
Næsen i en bog.
Ruth Christe...
7 år siden
Fra en kasse til skjerme
Halina Abram...
6 år siden
At træffe en beslutning
Baru
1 år, 8 måneder siden
Mit første blogindlæg
Nikoline Bus
6 år siden
AT forløb
Coleen
10 år siden
Tomhed
Majtb
9 år siden
Sidste udstillingsdag
Hanna Fink (...
9 år siden
Hvem er først ?
Halina Abram...
6 år siden
Langt fra Las Vegas
Tine Sønder ...
12 år siden
Sidste nyt.
Hanna Fink (...
3 år siden
Dating.
Ruth Christe...
7 år siden
Glædelig blæsevejrs-dag!
Katrine Søre...
10 år siden
Bedstemor på dating.
Ruth Christe...
7 år siden
En stille bøn
Bastian
11 år siden
En dagdog?
Kellany Bram...
11 år siden
Forandring
Hanna Fink (...
9 år siden
Inspiration eller fjolled...
Kellany Bram...
11 år siden
Introduktion til mig
Anne Olsen (...
9 år siden
Jeg tror jeg har det okay. Har det fint med det med Je. Igår var jeg ikke helt sikker. Men tror det er det rigtige jeg har gjort. I hvert fald lige nu.
Snakkede med ham igår. Jeg skrev. For det var en lorte afslutning vi havde fået på det hele, hvis vi ikke ville komme til at snakke sammen igen.
Skrev at det ikke var min hensigt at være uvenner med ham, men at jeg bare gerne ville have ham til at forstå hvad jeg mente.
Je: Hvad vil du have jeg skal svare?
Mig: Armen det ved jeg da ikke. Men vil bare have dig til at forstå hvorfor jeg sagde de ting jeg gjorde. Vil gerne have dig til bare at være en ven.
Je: Øhh. Altså er der noget jeg er gået glip af? Eller er vi ikke venner nu?
Mig: Nej. Eller jo. Vi er venner. Men ikke bare venner. Måske fra din side. Men ikke fra hvor jeg ser det.
Je: Hvad mener du med det?
Mig: At du fylder alt for meget i forhold til alle andre. I forhold til hvad du burde.
Je: Er det godt?
Mig: Det ved jeg ikke. Ikke fra min side. Jeg vil have dig til at fylde ligeså meget som alle andre. Kan ikke det andet.
Je: Du ser mig jo aldrig. Men indse dog at du stadig har følelser for mig.
Mig: Det vil jeg altid have. Og sådan er det bare. Men du skal ikke fylde så meget.
Je: Måske hvis du så mig noget oftere?
Mig: Hva så?
Je: Så ville du måske ikke savne mig sådan.
Mig: Det har ikke noget at gøre med om jeg savner dig eller ej. Jeg have dig til at fylde det samme som alle andre i mit liv.
Je: Det kan du ikke. Ikke når du ikke har de samme følelser for mig, som andre i dit liv.
Mig: Godt så. Kan du så se hvorfor jeg har brug for en pause?
Je: Nej. Hvad ville det hjælpe?
Mig: Jeg ville få dig på afstand. Det jo ikke fordi, at de følelser jeg har for dig, betyder at jeg er vild med dig, som sådan. Tror det ville hjælpe mig med at glemme nogen ting, som burde være glemt for lang tid siden.
Je: Drop nu de ting.
Mig: Lettere sagt end gjort.
Je: Nej. Jeg gjorde det. Altså. Kom dog over det.
Mig: Ja, du er da en helt.
Je: Ok. Og der sluttede vores samtale så. Gider ikke når det falder til det niveau.
Mig: Armen ved du hvad. Det kan godt være at du har nemt ved at glemme det. Fint nok. Men respekter at alle ikke har ligeså nemt ved det som dig. Jeg beklager.
Je: Det er snart et år siden!
Mig: Okay. Fint. Så slutter vores samtale bare her!

Det var vores fantastiske samtale. Gad simpelthen ikke mere. Fint at han er kommet videre. Og godt for ham.
Ja, jeg burde nok også være kommet videre. Men er jeg åbenbart ikke, og kan ikke gøre ved det. Tingene tager åbenbart længere tid for mig, og sådan er det bare. Jeg beklager det, det gør jeg. Men har brug for virkelig at får det på afstand nu, virkelig væk fra min hverdag. Oveni at jeg så ikke er kommet helt videre, så har vi bare heller ikke det helt optimale venskab altså.
Det irriterer mig at han ikke respekterer at jeg har brug for pausen. Men på den anden side, hvordan ville man ikke selv reagerer, hvis man smidt den i hovedet?
Jeg tror ikke på at vi kommer til at snakke sammen igen. Ikke i løbet af de første mange måneder. Ved ikke hvordan det bliver til festival. Kan ærlig talt ikke overskue det. Ved ikke om jeg bare skal ignorer ham, hvis han overhovedet vil snakke med mig. Aner det slet ikke.
Åhh. Han har bare bedt mig om, så mange gange, at sige hvordan jeg har det. Har aldrig rigtig gjort det, fordi jeg ved hvordan han reagerer. Han lytter aldrig rigtig efter aligevel. Går bare fuldstændig i forsvarsposition. Derfor opgav jeg. For lang tid siden. Men tænkte jeg ville prøve for en gangs skyld, virkelig at fortælle hvordan jeg havde det. Til ingen nytte.
Som sagt, så er han en dejlig dreng på mange punkter. Men jeg mangler plads. Mangler respekt. Mangler accept. Mangler en hel del ting, som jeg har brug for.
Han spurgte mig engang om han ikke havde givet mig mere selvtillid. Jo, på nogen punkter. På andre. Fuldstændig det modsatte. Fortalt mig at jeg skal holde min mund, fordi jeg ikke har noget fornuftigt at sige. Sådan nogen ting, har jeg ikke brug for. Og det er ikke sådan jeg betragter et ordentlig venskab.
Problemet er, at som hans kæreste, var jeg den person der var ham nærmest. Den person han følte han kunne have fuld tillid til og den person han fortalte alt til. Som hans bedste ven, som jeg var et godt stykke tid efter, forsatte det.
Det er det, jeg er blevet ved med at hænge fast i. Haft en ide om at jeg stadig er den person. At jeg ville blive ved med at være hende. Det er den person jeg har haft brug for at være overfor ham. Det er der nærheden stammer fra. Den nærhed jeg er blevet ved med at holde fast ved. Det var den nærhed han gav mig, og som jeg ikke kunne undvære. For da vidste jeg, at der mindst var en person der virkelig regnede med mig og holdte af mig.
Det rum ville jeg gerne fylde igen. Men det skal ikke være for ham. Det er lang tid siden jeg mistede det sted. Har ikke fyldt rummet ud, rigtig længe. Jeg vil ikke længere vente på, at han mangler mig til igen at udfylde det. Det er ikke det jeg har brug for længere.
Ja, jeg vil altid have følelser for ham. Eller i hvert fald et godt stykke tid endnu. Men det betyder ikke at jeg vil være sammen med ham igen. Slet ikke. Men derfor vil der altid være noget specielt. Noget som kun jeg kan se ved ham. Og det må jeg lære at acceptere.
Skal bare vænne mig til tanken om, at jeg måske ikke har betydet det samme for ham, som han for mig, i lang tid. Og at jeg måske nok troede at jeg betød lidt mere. At han for én gangs skyld ville have forstået mig.
Må glemme illusionen.
---

Igår skete det værst tænkelige, i mit hoved, i skolen. Min historielærer fik mig til at græde, foran hele klassen. Men endnu værre - foran hende.
Vi skulle fremmelægge et projekt vi havde arbejdet længe på, om Tyskland. Jeg skulle starte det hele, hvor hun, efter de første 2 ord afbryder mig og siger at jeg bliver nødt til snakke noget højere, for jeg kan jo ikke stå deroppe foran klassen, hvis jeg ikke engang kan finde ud af at snakke højt nok. Efter de første 5 sætninger afbryder mig, og siger: "Ej, der bliver jeg lige nødt afbryde, for det er simpelthen noget sludder. Det passer jo ingen steder hen.", hvorefter hun begynder at læse op hvad vi har skrevet og forklarer hvad der er forkert og hvordan det rigtigt skulle forstås.
Forsigtigt prøver jeg at afbryde hende, for at sige at det kommer jeg til lige om lidt. Men nej nej. Hun snakker videre. "Hallo. Jeg kommer til det lige om lidt".
Endelig kommer jeg igennem til hende og får lov til at forsætte.
Endnu en gang bliver jeg afbrudt, fordi jeg åbenbart stadig ikke snakker højt nok og ikke kan mine ting godt nok. Får af vide at jeg skal læse ordentlig på mine ting en anden gang.
I protest læser jeg, det sidste jeg skal sige, direkte op fra teksten. Bortset lige fra den sidste sætning, som jeg åbenbart heller ikke får sagt højt nok.
I min irritation siger jeg bare "det er ligemeget", da hun siger, at jeg skal gentage det, fordi hun ikke hørte det. Flere gange gentager jeg at det ligemeget. En af gangene får hun sagt til mig, at jeg da ikke kan stille mig op for at fremlægge, og så for det første ikke snakke højt nok, og for det andet ikke ville gentage mine sætninger. Jeg nægter stadig at gentage det - eftersom jeg også har glemt hvad det egentlig var jeg sagde.
Efter dette begynder hun igen at rette fuldstændig vildt på alt hvad jeg har sagt.
I forvejen hader jeg at fremlægge. Specielt i et fag som historie, fordi jeg på ingen måde er sikker i det, så er altid røv nervøs. Og så skulle der bare ikke særlig meget til den dag, for at gøre mig oprevet.
Fra starten af timen, havde hun irriteret mig. Og ihh. Det hele blev bare for meget, og kunne mærke tårene der var på vej. Til sidst smider jeg papirene på bordet og løber ud af klassen.
Efter noget tid, og en lille snak med Al. vender jeg tilbage til klassen, hvor min gruppe næsten er færdig med fremlæggelsen. Undgik at kigge på min lærer resten af timen.
Efter timen fortæller Le. mig at efter jeg har forladt klassen, har min lærer givet mig elevatorblikket og sagt "Nå, det kunne hun åbenbart ikke klare".
Uhh. Stride ko. Undskyld. Men kan ikke have den måde hun altid er så nedladende på. Hun har en anden gang fået Ka. til at græde. Det kan ikke passe at hun skal have lov til at være sådan.
På samme måde var hun overfor min søster hendes 3 år på gymnasiet. Dumme dame.

Græde-seancen forsættede idag. Vi er netop blevet færdig med at se film idag. "Gladiator". Fantastisk film siger jeg bare. Helt fantastisk. Lidt voldsom til tider. Men super super god. Men hold mand altså. Hvad sker der for lorte slutning? Eller egentlig fantastisk slutning. Smuk slutning. Helten dør og bliver forenet med sin familie - som han ønskede så inderligt. Men for pokker altså. Jeg tudede. Ikke som i at jeg var grædefærdig. Men tårer var der.
Han kan sgu da ikke bare dø nu. Ihh. Lorte film. Ej, smuk film. Det var det. Men åhh.

Jeg tuder for pokker hele tiden altså. Ihh. Ra. synes jeg skal starte en tudeklub. Da To. opdagede at jeg græd, kom den "Ej, Anne. Tuder du nu igen? Nu starter du sgu snart i en tudeklub, så du kan komme ud med det hele på en gang." Dumme dreng. ;)
---

Kreativ aften på skolen imorgen. Alle musikholdene fra 1.g skal spille nogen numre, og så er der for første gang Melodi Grand Prix. Men må min klasse deltage? Nææ nej. Kun for musikklasserne. Tak for det. Så Ka. og mig møder op som back-up til 2.g klassen, som deltager. Det bliver super fedt. :D
---

Gider ikke skolen mere. Gider ikke nu hvor vi snart skal til eksamen og årsprøver. Garanteret jeg kommer op i kemi. Vil gerne op i old. Måske også gerne psykologi, men der har jeg bare endelig fået mit 10-tal, og det ved jeg ikke om jeg kan forsvare, så det ville være meget rart at have det med videre til 3.g.
Og så tror man at man er færdig med at skrive store opgaver i 2.g efter 2. års opgaven. Men nææ nej. Stor opgave igen til maj. Tak for det.
Og AT4 skal også laves, og det skal laves ordentlig, da vi skal til eksamen i det. Lorte lort. Ihh.
Fik forresten 7 i min 2. års opgave. Så det er bare ganske fint. Havde tænkt at hvis bare jeg får 7, så er jeg tilfreds. Ville være ked af at gå 4. Men heldigvis. Dejligt. Men et 10-tal ville ikke have været dårlig. Men hvad pokker. Det står jo ingen steder. :)

Nå, nu er der Orange County. ;)

Take care..

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget "Anne, start en tudeklub" er publiceret 18/04-2007 20:01 af Thisisme.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.