6 måneder, 26 dage siden

At gro et menneske

Skriftlige prøver ... Slu...
Anne S. Chri...
5 år siden
skriveglæde
Jette Peters...
2 år siden
Dancer in the Dark.
Camilla Rasm...
1 år, 11 måneder siden
D. 12.12.15
Racuelle Hei...
3 år siden
De første år
Camilla Grub...
6 år siden
feber
Kenny Raun (...
5 år siden
Endnu en - Kasper Lund
Kasper Lund ...
3 år siden
Lus og små ligkister
Regitze Møbi...
5 år siden
Cykelmareridtet og satans...
Carla Krogh ...
4 år siden
Inspiration eller fjolled...
Kellany Bram...
6 år siden
Boxning
Ida Hansen (...
1 år, 10 måneder siden
Sindsyg med klarsyn
Michael Nevs...
2 år siden
Sønderborg ugeavis ultimo...
Martin Micha...
5 måneder, 23 dage siden
Hopeless..
MysteriousGi...
7 år siden
Havørnen og Tigeren
Sylvia Ebbes...
6 år siden
Hverdag
Hanna Fink (...
1 år, 1 måned siden
19-03-17
Hannah White...
2 år siden
At klone sit dyr...
Kianna Kitte...
2 år siden
8 års fødselsdag.
Peter
6 år siden
Hjem igen
Salomon
4 år siden
Er syg...og venter spændt...
Sylvia Ebbes...
6 år siden
Lyst til livet
Halina Abram...
2 år siden
Skagen
Peter
6 år siden
Glyptoteket
Tenna Herman...
2 år siden
How it all began...
Shirley Shei...
4 år siden
Kender I det?
Hanna Fink (...
6 år siden
Fucking nympho - Kasper L...
Kasper Lund ...
3 år siden
11 dag på fyldepinden og ...
Gaffa Brandt
6 år siden
Da Mikkel på en måde fik ...
Olivia Birch...
4 år siden
I'm back!
Gittepigen
6 år siden
Dagen er tiltaget med 3 t...
Hanna Fink (...
6 år siden
Påske
Hanna Fink (...
5 år siden
Farvel Bornholm
Jytte Westen...
5 år siden
Brækket arm.
Hanna Fink (...
4 år siden
Der var engang.
Ruth Christe...
3 år siden
Livet, døden og kærlighed...
Ace Burridge...
7 år siden
Hinkestenens anatomi
Olivia Birch...
4 år siden
Jeg sidder i vores sofa. Kigger lidt ud af vinduet. Kigger lidt rundt. Og holder på min mave. Min voksende, runde mave, som hver dag kommer med bump og små hop. Eller, det er jo ikke maven, der gør det, men derimod det, der er inde i min mave. Et lille, hurtig voksende menneske.
Jeg skal være mor!

Det er fantastisk, dejligt, vildt, skræmmende og alt der imellem. Jeg glæder mig. Vi glæder os. Om 3 måneder er han klar til at komme ud og det hele er lidt svært at vænne sig til, selvom det har været så planlagt, som det overhovedet kan være.
3 hormonbehandlinger skulle der til og selvom vores forløb formentig ikke har været særlig langt eller hårdt sammenlignet med, hvad det kunne have været, så synes jeg alligevel, at det har været hårdt nok. I hvert fald når jeg kigger tilbage på det. Jeg blev så skuffet hver gang, det ikke lykkedes og jeg det tog virkelig meget af min energi og mit overskud, at skulle blive ved med at holde modet oppe. Jeg var træt af indsprøjtninger, tjek i tide og utide og at meget skulle være i skema. Måske især fordi jeg vidste, at vi i princippet godt kunne droppe behandlingen og selv prøve. Så øgede vi bare risikoen for, at vores barn ville arve mit syge gen med 50%. Det var en risiko, vi ikke var villige til at løbe og at tænke på det, hjalp mig til at holde modet oppe.
Og nu, hvor jeg har en lille dreng i maven, der er 100% fri fra min arvelige genfejl, har det været det hele værd. Jeg ville ikke kunne holde til, at vores barn, skulle have en så betydelig større risiko for at skulle igennem det samme som mig senere i livet. Han slipper for livslange kontroller på sygehuset, bekymringer og store beslutninger, når han engang bliver stor nok til, måske, selv at vil have børn. Og det. Det giver mig en vanvittig ro i maven. Og en kæmpe taknemmelighed for, at vores læger er så dygtige, at det har kunne lade sig gøre.

Nu har jeg blot alle de andre bekymringer, som jeg tænker, alle gravide og kommende forældre, går igennem. Jeg troede, jeg ville være god til at være gravid. At jeg ville være ret rolig og tage det, som det kom. Det gør jeg ikke. Jeg kom heldigvis over de værste bekymringer, da jeg begyndte at kunne mærke liv hver dag. Nu tænker jeg, at han har det godt og at han nok skal fortælle os, hvis ikke han har det. Jeg er så imponeret over, hvad kroppen kan og jeg glæder mig sådan til at møde den lille fyr.

Jeg har det godt. Også udover graviditeten. Jeg har fået bearbejdet det meste af min frygt. Min angst og mine bekymringer om, at livet måske slutter lige om lidt. Det sidder der stadig og kommer ind imellem op til overflade, men det er efterhånden ret sjældent- På grund af graviditeten kan jeg ikke få blive scannet regelmæssigt, som jeg ellers er blevet de seneste 2 år. Det skal jeg lige finde ro i. Jeg er nødt til at sige til mig selv, at mit udgangspunkt er, at jeg er kræftfri. Og indtil jeg får andet at vide, så er jeg stadig det. Men det kræver til tider nogle meget dybe vejrtrækninger og snakke med både min kæreste og veninder.
Jeg har stadig svært ved, at sige til mig, at jeg bliver ved med at være kræftfri. Jeg tror nok ikke helt på det. Grundet de manglende scanninger, har jeg nok også haft nogle ekstra lægebesøg. Og de alle så søde og forstående for situationen. Men jeg føler mig så dum, når jeg kommer rendende endnu en gang, fordi mit øje svier lidt. Men min opfattelse af livet, har nok ændret sig. Jeg ved, at jeg ikke skal leve for evigt. Jeg er blevet konfronteret med enden på det hele. Og det må være mit livsvilkår. Det er jeg bare ikke sikker på, jeg endnu har accepteret.
Jeg bliver stadig vred på min situation. Det kommer dog heldigvis ikke så ofte. Jeg græder ikke så meget mere. Og jeg er nok blevet bedre til at sige det højt, når jeg er bekymret, ked af det eller bare træt af det hele.

Jeg har besluttet mig for at studere igen og har søgt ind på det, jeg tror, kan blive mit drømmejob. Jeg drømmer ikke om at studere igen, men jeg drømmer om at kunne noget andet end det, jeg kan nu. Det, at have taget beslutningen og have søgt ind, har givet mig en ro, som jeg ikke har haft længe. At min kæreste støtter mig så meget og at det nærmest var ham, der opfordrede mig til at gøre det, giver mig en tro på, at det hele nok skal gå, selvom det bliver lidt stramt i nogle år.

Min kæreste har det bedre. For ham, er det nok blevet et livsvilkår at være mere bekymret. Det har han svært ved at acceptere. Det har jeg nok også. Jeg har i hvert fald svært ved, nogle gange at være i det og være forstående overfor det. Heldigvis er han ikke så bekymret for sit eget helbred længere. Jeg tror, graviditeten har flyttet hans fokus og det er nok en god ting. Heldigvis bekymrer han sig heller ikke om baby så meget mere. For hold op, hvor bekymrede han sig meget i starten. Så meget, at det ikke længere var sødt, men bare irriterende. Måske også fordi, at jeg ikke længere følte, at jeg havde noget sted, at tage mine bekymringer hen. Jeg følte ikke, at jeg, overfor ham, kunne italesætte, mine tanker. Mine bekymringer om det hele. Jeg var nødt til at være hnde, der ikke bekymrede sig. Hende, der var rolig og afslappet omkring situationen, selvom jeg overhovedet ikke var det. Og det fyldte ret meget.
Jeg fik det italesat overfor ham. Vi fik en snak. Eller, vi fik mange snakke. Og jeg tror, og håber, at han ikke længere er bekymret på samme måde. At han ikke bare lader være med at fortælle mig det.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at han bliver den allebedste far og jeg glæder mig til at starte en familie sammen med ham.

Det hele er meget voksent og der bliver taget mange store beslutninger herhjemme for tiden. Men jeg kan faktisk ret godt lide det.

Tænk sig engang.. Jeg gror et lille menneske!!

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget At gro et menneske er publiceret 23/05-2019 15:59 af Thisisme.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.