3 år siden

Når virkeligheden rammer

Haiku digte skrives i nut...
Syrene Hvid
1 år, 1 måned siden
Eksamensangst og mit nyes...
Merida Dunbr...
10 måneder, 8 dage siden
virkelighedsflugt
Ida Hansen (...
1 år, 7 måneder siden
Road to nowhere, dagens p...
Camilla Rasm...
3 år siden
folkeskolegensynsfest
Peter
6 år siden
Så mange startsteder...
George Smile...
5 år siden
Ny Picanto
Peter
6 år siden
Kreativiteten Længe Leve....
Kianna Kitte...
2 år siden
Så er vi nået frem
Ragnhild Bac...
5 år siden
Kære natbog (XX)
Olivia Birch...
4 år siden
Kærlighed til et andet me...
Shawn Cee (J...
4 år siden
Linsen
Camilla Rasm...
11 år siden
Tilbage i Danmark
Salomon
4 år siden
Jeg kan ikke nå's!
Katrine Søre...
5 år siden
Drømmen om huset ved have...
Ruth Christe...
3 år siden
Skovtur
Jytte Westen...
5 år siden
Månemand
Camilla Rasm...
11 år siden
Sørgebind
Olivia Birch...
4 år siden
Forfra... Hvor længe kan ...
Gittepigen
6 år siden
Et liv i miniature
Cecilie Regi...
7 år siden
Der bliver snart stille :...
Kellany Bram...
6 år siden
Kontakt med eks'en...
Kianna Kitte...
1 år, 9 måneder siden
Besvær med at finde rundt...
Bella Donals...
3 år siden
Den årlige kaosdag - Kasp...
Kasper Lund ...
3 år siden
Så her er jeg.......
Anonymusmama
2 år siden
D. 12.12.15
Racuelle Hei...
3 år siden
Fødselsdagsgave
Hanna Fink (...
6 måneder, 26 dage siden
Brækket arm.
Hanna Fink (...
4 år siden
Dagen tiltaget med 3 time...
Hanna Fink (...
4 år siden
Dating.
Ruth Christe...
3 år siden
Lus og små ligkister
Regitze Møbi...
5 år siden
Kaos?
Per Z
5 år siden
Farvel i morgen..
HCDitte
5 år siden
Tiden er går
Halina Abram...
2 år siden
For korte agurker
Regitze Møbi...
5 år siden
Israel
Salomon
4 år siden
Pensionisten
Hanna Fink (...
4 år siden
Den søde.
Ruth Christe...
3 år siden
Hundrede af dem
Poul Brasch ...
2 år siden
Lykken er en svinerøv
Regitze Møbi...
5 år siden
ægte skriveglæde
Jette Peters...
2 år siden
Egentlig har jeg af flere omgange forberedt et indlæg om alt. Ingenting. Hvad der er sket gennem det sidste halvandet år, hvor jeg ikke har fået skrevet herinde.

Men så skete der noget. Noget, jeg aldrig troede, jeg skulle tage stilling til. I hvert fald ikke før om mange år. Virkeligheden ramte. Og den ramte hårdere end jeg havde forestillet mig, ville være muligt. Min verden faldt sammen.

Jeg har fået kræft.

Alting er gået så stærkt. Og det er selvfølgelig en god ting. Men jeg kan ikke helt følge med og når jeg taler om det, føles det lidt som om, at det ikke er mig, jeg fortæller om.
Samtidig med, jeg føler, at tiden står stille, er det allerede 4 måneder siden jeg blev sygemeldt fra mit arbejde.

Jeg havde i starten, og har nok stadig, rigtig svært ved at forstå, hvordan jeg kan have noget i min krop, der gør så meget skidt for mig, uden at jeg på noget tidspunkt har kunne mærke det. Jeg har ikke haft ondt. Ikke kunne mærke en knude. Ikke været syg.
Jeg havde næseblod. Voldsomt næseblod. Og et øje, der løb meget i vand. Hvornår har det nogensinde betydet, at man har kræft?

Den første måned bestod af rigtig mange undersøgelser, scanninger og samtaler. Og en pokkers masse uvished. Ingen kunne fortælle mig, hvad det var eller hvor alvorligt det var. Jeg græd rigtig meget. Kunne ikke forholde mig til det. Hver gang jeg kom på sygehuset, fik jeg en ny besked. Den ene værre end den anden. Og så tilbage til at få en god besked. Det var den længste måned jeg nogensinde er gået igennem.

Lægerne vidste ikke, hvad de skulle stille op. Jeg har tilsyneladende fået en en meget sjælden form for kræft, som oftest ses i de større knogler. Min tumor er formentlig opstået på grund af den strålebehandling jeg fik, da jeg var lille pga. min øjensygdom.
Heldigvis har lægerne fået opereret det meste af tumoren ud og mangler nu kun den sidste lille del.
Først måtte jeg ikke få strålebehandling, fordi jeg har fået det, min krop kan holde til. Så måtte jeg gerne alligevel. Så var den eneste løsning at operere igen, hvor lægerne var sikre på, at mit øje ikke stod til at redde og at jeg derfor skulle forberede mig på at miste synet på mit ene øje.

Endelig kom de frem til, at jeg skulle modtage kemobehandling. Så det gør jeg nu. Jeg er halvvejs i mine behandlinger. Og der er gode dage. Men der er også en pokkers masse dårlige dage. Selvom der er mange ting, jeg stadig gerne må og jeg skal leve et så normalt liv som muligt, så er der rigtig mange ting, jeg ikke kan. Jeg kan ikke holde til det.

Det værste er, at jeg ikke selv kan kontrollere det. Sygdommen kontrollerer min hverdag og mit liv. Fordi jeg har haft et skift i min behandling, ved jeg endnu ikke, hvordan eller hvornår min krop reagerer. Og det er hårdt. Rigtig hårdt. Det er værre end jeg havde forstillet mig. Ikke at have kontrol.
Lige nu er jeg i en periode, hvor jeg synes det hele er op ad bakke. Jeg er træt af, at hele mit liv og det jeg havde planlagt er blevet sat på standby. Det eneste jeg kan gøre, er at vente på, at jeg blive rask. Og selvom det selvfølgelig er det vigtigste, så gider jeg ikke mere.

Min kæreste og jeg havde tage beslutningen om, at vi gerne ville have børn. Jeg havde smidt p-pillerne. Vi var begyndt at spare op til et hus. Jeg var netop blevet fastansat i et job, jeg er virkelig glad for. Alt var godt.
Nu må jeg ikke blive gravid før om 2,5 år. Mindst. Og jeg vil det så gerne. Og det er ikke fordi, vi har travlt pga. vores alder. Vi skal nok nå det. Men..

Min gode veninde er højgravid og har lige købt sit drømmehus med sin kæreste. Lige nu, har hun alt det, jeg går og drømmer om. Og så er det, at jeg mærker en snert af misundelig. Næ, ikke bare en snert. Jeg er grøn af misundelse. Jeg er selvfølgelig glad på hendes vegne og alt det, men alligevel. Og det går mig på.

Når jeg er færdig med min kemobehandling, skal jeg formentlig have strålebehandling, hvilket vil komme til at foregå i udlandet. Og jeg er slet ikke tryg ved det. Der er en risiko for, at jeg mister synet på det ene øje. Måske får jeg 'bare' meget nedsat syn. Ingen ved det. Og selvom det, i det store billede, er en lille pris at betale, føles det som en kæmpe pris. Som jeg ikke kan forholde mig til. Jeg kan ikke forstille mig, hvordan man kun ser med et øje. Og jeg ved ikke, hvordan jeg nogensinde skal forberede mig på det.
Jeg har flere gange fået af vide, at jeg tager det hele så flot. Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvordan man skal reagere, når man får af vide, at man har kræft. Det har jeg ikke prøvet før.

Jeg græder meget. Men mest når jeg er alene. Fordi jeg synes det hele er uoverskueligt. Og uretfærdigt. Og jeg ved godt, at jeg nok skal komme ud på den anden side. Og at det er bedre udsigter end mange andre har.
Dybest set, så er jeg nok bare rigtig, rigtig bange. Bange for tilbagefald, bange for at miste, bange for frygten, bange for at falde ned i et sort hul. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle komme op derfra igen.

Og min kæreste er, og har været, fantastisk. Selvom han ikke selv synes, han kan finde ud af, at trøste mig, så gør han det ret godt. Han kigger på mig, på samme måde, som han hele tiden har gjort. Og lige præcis dét, det betyder mere end noget andet.
Han kysser mit skaldede hoved, som det mest naturlige i hele verden. Og holder om mig. Måske nok noget mere fast end han før har gjort. Jeg tror også, han er bange. Han siger det bare ikke.
Pludselig er jeg opmærksom på alting, der sker med min krop. Fordi den mindste ting, kan have betydning for min behandling. Jeg har netop været indlagt i 1 uge, fordi jeg fik feber. Formentlig af mine egne bakterier. Fordi mit immunforsvar er skudt helt i bund. Jeg kan jo ikke holde for mine egne bakterier. Igen har jeg ingen kontrol. Jeg kan bare vente på at min krop reagerer på antibiotikaen og jeg må komme hjem.

Heldigvis har jeg også gode perioder, hvor jeg ser lidt lysere på tingene og verden ikke er nær så uoverskuelig. Lige nu er sådan er periode lidt langt væk for mig. Der er alt for mange ændringer hele tiden.

Generelt kan jeg ikke holde til, at være sammen med mange mennesker særlig lang tid ad gangen. Jeg bliver træt. I mine gode perioder kan jeg gå en tur. Jeg kan ikke dyrke sport.
Jeg har aldrig taget så mange piller, som jeg gør lige i øjeblikket.
Men det hele bliver godt igen. På et tidspunkt..

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Når virkeligheden rammer er publiceret 16/06-2016 11:42 af Thisisme.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.