2 år siden

Fanget i voksenlivet

Depression...og jagten på...
Kianna Kitte...
2 år siden
Udtrækssofa og ubarberede...
Victoria Wan...
4 år siden
En slange i huset
Anastasia
7 år siden
Flueknepperi- Healing
Bella Donals...
3 år siden
Like & del
Olivia Birch...
4 år siden
Kære natbog (IX)
Olivia Birch...
4 år siden
Jeg inklinerede som det s...
Olivia Birch...
4 år siden
Misforstå mig ret:
Christian Ba...
5 år siden
Pigsen
Poul Brasch ...
6 år siden
Hvis jeg havde tid.
Jytte Westen...
5 år siden
Overgangen fra en hjerneh...
Camilla Rasm...
4 år siden
Den søde.
Ruth Christe...
3 år siden
Biltur fra helvedet...
Kianna Kitte...
2 år siden
Merhaba, online-ulve
Camilla Rasm...
4 år siden
Ensom og hvad så?
Josephine Lø...
5 år siden
Forberedelse til eksamen
Annabell Nie...
5 år siden
Toughest Race i København...
Kianna Kitte...
2 år siden
I korte glimt...
Marlene Gran...
6 år siden
Mandag kære mandag.
Malene Hahn
3 år siden
Don't go away mad, just g...
Kasper Lund ...
3 år siden
Mit lys brænder
Tine Sønder ...
6 år siden
Romanskrivning!!
Pernille S. ...
4 år siden
Kære natbog (I)
Olivia Birch...
5 år siden
Nyt land
Christian Ba...
5 år siden
Smooth Criminal
Olivia Birch...
4 år siden
Helbred 2
Hanna Fink (...
4 år siden
Ophold
Hanna Fink (...
2 år siden
Når man ikke kan gengælde...
Kianna Kitte...
2 år siden
Tændt...... mega tændt.
Danze
1 år, 11 måneder siden
Misfoster
Tine Sønder ...
6 år siden
Nu se dig selv !
Søren Sørens...
1 måned, 3 dage siden
Katten ude af sækken
Suree Lio (L...
7 år siden
Protein pulver og ny fan ...
Kianna Kitte...
1 år, 4 måneder siden
Fortiden er hård.
storm89
27 dage siden
Kvinder eller ocd?
Racuelle Hei...
4 år siden
ENGLE ET SMUKT SYMBOL
ingelnielsen
6 år siden
Gamle skole
Nikitaolsen1
4 år siden
Dag nr. 3 på fyldepennen....
Gaffa Brandt
6 år siden
Vi væver jo bare
spinosi
3 år siden
Jeg synes faktisk, at det gik bedre. At det gik fremad og jeg begyndte at have lyst til ting igen. Have lyst til livet. Jeg glædede mig til at lave noget, sammen med de mennesker, jeg holder af.
Jeg synes, min kæreste og jeg var gode til at snakke om tingene. Gode til at give hinanden plads og der var rum til både at være ked af det, glad og alt der imellem.
Men så ved jeg ikke, hvad der skete. Jeg følte pludselig, at så snart jeg tog et skridt frem, gik jeg to tilbage. Jeg kom ingen vegne. Min kæreste fandt endelig frem til, at han også havde brug for at snakke med en anden end mig. Og det var jeg glad for. Det er jeg glad for. Men med det, kunne jeg også mærke, at jeg fortalte ham mindre og mindre om, hvordan jeg havde det. Jeg var ikke klar over, at han også havde det skidt. At han også var bange. Og nu vidste jeg det, så jeg følte ikke, at det længere var okay, at han også skulle have mig at tænke på.
Så vi endte med slet ikke at snakke sammen. Jeg følte ikke, at der kom noget fra ham og jeg havde ikke så meget at bidrage med. For jeg lavede jo ikke noget. Og det, der fyldte for mig, følte jeg ikke, jeg kunne snakke med ham om. Selvom han var den eneste jeg havde lyst til at fortælle det til. Så han kunne fortælle mig, at det hele nok skulle gå.

Så jeg tog en snak med ham. Og sagde, at jeg ikke synes, at vi var særlig gode kærester. Og det forstod han godt. Og havde det på samme måde. Han fik sagt, hvad han tænkte. Jeg sagde, hvad jeg tænkte.
Og jeg synes det gik bedre. Vi var begge mere opmærksomme på hinanden og jeg prøvede virkelig at forstå, hvad det var, han havde brug for.

Men så.. Så den anden dag, hvor vi begge var lettere beruset, var det som om han smed en kæmpe bombe. Fuldstændig uventet. Det føltes som et flere timers langs angreb og jeg var sikker på, at nu var det hele slut. Der var ikke mere at redde. Han brugte et par timer på at fortælle mig, at han ikke kunne mere. At han synes, jeg har været meget egoistisk og kun haft fokus på, hvad jeg havde brug for. Og fuldstændig glemt ham og hans behov. At jeg ikke havde sat pris på, at han har været der det sidste år og stadig er her. At han følte, at det hele kun handlede om sygdom og at han ikke kan holde til at det skal blive ved med at fylde så meget. At han følte, at jeg lige nu kun var sammen med ham, fordi at det var praktisk og trygt.
Han græd. Jeg græd. Det hele var kaotisk.
Jeg følte det som et kæmpe angreb og så snart jeg prøvede at sige noget, sagde han, at jeg skulle lade være med at forsvare mig selv. Jeg følte, jeg blev nødt til at forsvare mig selv. Men samtidig vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle sige. Han sagde ting til mig, som jeg aldrig har fået af vide før. Gav et billede af mig, som jeg slet ikke selv synes passede. Prøvede samtidig at forstå ham og være åben overfor hvad han sagde. For hvis det virkelig er sådan han har oplevet mig, så må der jo være noget om det.
Jeg tror, jeg har været rigtig god til at fortælle alle andre end ham, hvor meget det har betydet for mig, at han er der. At det han har givet mig gennem mit sygdomsforløb, måske har været den bedste støtte overhovedet.
Jeg troede, at han var ved at gå. At han ikke ville mere. Men han siger, han elsker mig. At han gerne vil det. Men at han var nødt til at sige tingene, før det gik helt galt.
Og det forstår jeg også godt.

Nu ved jeg bare ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg føler, jeg går på listetæer i mit eget hjem. Jeg er bange for at snakke for meget om sygdom, men har samtidig brug for at snakke om det. Ikke så meget sygdommen egentlig. Men jeg er stadig virkelig, virkelig bange. Og jeg er så træt. Så træt af, at det stadig fylder så meget. Og at jeg ikke bare kan lade være med at være bange. For jeg ved jo godt, at det ikke hjælper mig noget. Jeg er ked af at være misundelig. Så pokkers misundelig på mine veninder, der kan vågne op hver dag, uden at deres første tanke er kræft.
Jeg er ked af, at se ud som jeg gør. Jeg er ked af, kun at have et øje. Jeg er ked af, at det skal tage så lang tid inden jeg får min protese. Jeg er træt af, at have kort hår og ikke føle mig feminin og attraktiv. Jeg er ked af de 10 ar jeg nu har fordelt på min krop. Jeg er ked af, at jeg ikke kan glæde mig sådan rigtig over at være rask. At jeg ikke kan finde en ro i, at min første kontrol gik godt. Og at lægerne gang på gang siger, at det i deres optik, ikke er særlig siden, jeg blev opereret og at det er imponerende, hvor langt jeg er kommet allerede nu.
Og så er jeg virkelig ked af, at min kæreste synes jeg er egoistisk. Han vil gerne have sin 'gamle' kæreste tilbage og det er jeg bare bange for, at jeg ikke kan give ham. I hvert fald ikke lige nu. Og jeg er bange for, at han ikke holder til den tid, det tager, før vi, måske, kommer tilbage til, hvor vi var. At vi ikke holder til det her.

Jeg holder ikke til, at han ikke er der.
Men jeg ved ikke, hvordan vi skal fikse det her.

I næste uge starter jeg på arbejde. Jeg ved ikke, om jeg er klar. Men jeg er nødt til at prøve. Og jeg glæder mig til komme i gang igen. Til at have noget at stå op til. At have noget indhold i min hverdag. At have noget at fortælle, når min kæreste spørger, hvad jeg har lavet i dag. Og jeg tror, det bliver godt for mig. At det bliver godt for os.

Jeg er bare træt af, at være voksen. Jeg er træt af de beslutninger, jeg allerede har skulle tage. Jeg er 28 år og synes, jeg har taget alt for mange valg allerede. Taget stilling til alt for meget. Jeg synes, det er hårdt, at være voksen. Ikke altid, selvfølgelig. Men lige nu, synes jeg, det er virkelig hårdt og urimeligt.
Jeg har så mange drømme. Eller, det havde jeg i hvert fald. Jeg er blevet bange for at drømme. Bange for at planlægge mit liv. Jeg ved godt, at børn og 'en rigtig' familie ikke er svaret på alting, men det uden tvivl den største drøm, jeg har lige nu. Og egentlig har haft noget tid.
Men jeg tager mig selv i at banke mig oveni hovedet og sige at jeg ligeså godt kan lade være. At mine drømme ikke bliver en realitet. Og jeg er så ked af, at have det sådan.

Jeg synes, det er svært. Virkelig svært. Og uanset hvor svært og umuligt, jeg har syntes, det har været, så troede jeg, at jeg havde min kæreste. Om ikke andet, så var vi os to. Mod resten af verden.
Men nu er jeg ikke sikker på noget som helst mere.
Og det er hårdt..

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Fanget i voksenlivet er publiceret 16/02-2017 15:21 af Thisisme.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.