1 år, 2 måneder siden

Når frygten flytter ind

Fuldkomment flyverskjul
Regitze Møbi...
5 år siden
Felicidad mi amor! Felici...
Camilla Rasm...
6 år siden
En hyggelig dag
Maria Hahn (...
6 år siden
Min drømmedagbog! Del 1.
Winnie Leth ...
4 år siden
Karrusellen af Kaos - Kas...
Kasper Lund ...
3 år siden
Da jeg blev student
Olivia Birch...
3 år siden
3108 2019 kom pas passer ...
Martin Micha...
2 måneder, 15 dage siden
It. Is. Yuge! YUGE, I tel...
Olivia Birch...
2 år siden
Hvor skal vi hen?
Liza Abildsk...
5 år siden
Kreativ Blokering og Auti...
Kianna Kitte...
2 år siden
Jeg gør det snart
H.P Moeller
2 år siden
Vinter på vej
Mikala Rosen...
7 år siden
Sommer
Hanna Fink (...
5 år siden
Første dag på Fyldepennen
Liza Abildsk...
5 år siden
Guds blinde øje.
Ruth Christe...
3 år siden
Kærlighed til et andet me...
Shawn Cee (J...
4 år siden
Titte bøhh
Racuelle Hei...
4 år siden
skulderklap
Jette Peters...
3 år siden
Jeg skal have en lille pr...
SoffiG
5 år siden
Planlagde festival til la...
Carsten Cede...
4 år siden
Normalvis nyder jeg ikke ...
Kasper Lund ...
4 år siden
Den fedeste fest er vel o...
Kianna Kitte...
1 år, 5 måneder siden
Katten, sofaen og jeg
Carsten Cede...
3 år siden
Forfald
Hanna Fink (...
7 år siden
Galleri partner
Poul Brasch ...
2 år siden
Sort og hvid.
Line Ley Jen...
5 år siden
Fin anmeldelse...
Kianna Kitte...
1 år, 9 måneder siden
Lus og små ligkister
Regitze Møbi...
5 år siden
Drømmen om huset ved have...
Ruth Christe...
3 år siden
En mission i livet
Salomon
4 år siden
Klar til fest med regnbue...
Kianna Kitte...
1 år, 5 måneder siden
Det sociale medie monster...
Kianna Kitte...
1 år, 10 måneder siden
Jehovas Vidner = påtrænge...
Kianna Kitte...
2 år siden
Noget om helte
Camilla Rasm...
3 år siden
Kære natbog (II)
Olivia Birch...
5 år siden
Lidt om hverdage.
Hanna Fink (...
1 år, 2 måneder siden
Når jeg har det skidt, plejer det at hjælpe mig at skrive ting ned. Så det prøver jeg nu. Jeg tror ikke rigtig, der er sammenhæng i tankerne, for de flyver rundt og har deres eget liv. Og jeg har svært ved at være i det.

Jeg har været kræftfri i 2 år. Og det er lidt som om, at jeg ofte måler ud fra den dag. Måler i før og efter sygdommen. Jeg er ikke vendt tilbage til den, jeg var og det er jeg ikke sikker på, at jeg nogensinde gør. På nogle måder, tænker jeg, det er en god ting. Andre gange, ønsker jeg mig ikke noget andet. Jeg vil bare være mig. Mig og min kæreste. I vores egen bobbel. Men jeg kan ikke vende om. Kan ikke skrue tiden tilbage. Og det vil jeg virkelig gerne.
Nogle gange er jeg vred. Helt ned i maven vred. Over at være blevet sat i en situation, hvor jeg er blevet konfronteret med, at der er ende på det hele. Vred over, at det skulle gå ud over mig. Vred over at se sådan her ud. Vred over at stå i en uvis livssituation. Men oftest er jeg ked af det. Virkelig ked af det. Jeg græder stadig meget. Mest for mig selv, hvor ingen kan se det. For overfor dem, er jeg jo stærk, smilende og fuld af gåpåmod.
Indeni føler jeg, at jeg er gået i stykker. Ikke helt itu, men der er revet stykker af det, der skulle være helt. Og jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal samle det sammen igen.

Jeg er i gang med at finde et nyt arbejde. Jeg kan ikke det, jeg tidligere kunne og nu skal jeg finde en ny måde at gøre tingene på. Og jeg føler ikke rigtig, at jeg har noget at tilbyde. Jeg har svært ved at sætte en finger på, hvad jeg kan og hvad jeg kan bidrage med. Jeg har en idé til, hvad jeg gerne vil. Men jeg tror ikke, jeg kan. Det er jeg faktisk ret overbevist om, at jeg ikke kan. For det meste tænker jeg, at det også kan være ligemeget. Jeg bliver nok alligevel syg igen. Og den tanke, var jeg ellers kommet videre fra. Men nu er den vendt tilbage. Jeg kan ikke bruge den til noget. Den gør ikke noget godt for mig, det ved jeg godt. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved den. Jeg har en god selvindsigt. Jeg er opmærksom på, hvad jeg føler og kan godt finde ud af at sætte ord på det. Men når det kommer til mit eget værd, så har jeg svært ved det.

Min kæreste og jeg er i gang med fertilitetsbehandling. For en uge siden fik beskeden om, at vores andet forsøg ikke lykkedes. Så nu venter vi på at kunne komme i gang igen. Jeg synes egentlig ikke, at jeg reagerer voldsomt på behandlingen. Det værste er skuffelsen, når beskeden kommer om manglende succes. Min kæreste er god til at tale det hele ned og minde mig om, at det godt kan tage noget tid. Og det hjælper.
Jeg synes, jeg har det taget det rigtig pænt, at have 3 gravide veninder omkring mig, som alle skal føde indenfor de næste 2 måneder. Jeg er så glad på deres vegne. Men så skrev min halvsøster for at fortælle, at de skal være forældre i starten af det nye år. Det hele faldt sammen for mig. Jeg græd og græd. Kunne slet ikke overskue situationen. Jeg vil det så gerne, at jeg nogle gange har svært ved at være i et forløb, hvor alt er i skema og fastlagte tidspunkter.
Så det græder jeg også ret meget over. Og spekulerer. Hold da op, hvor jeg spekulerer meget. Vil gerne have det hele planlagt. Vide, hvad der skal ske. Hvornår det sker. Og det ville jeg jo heller ikke kunne, hvis vi ikke var i behandling. Der er bare så meget, der skal planlægges.

Egentlig har jeg det jo godt. Jeg er så glad for at være kommet dertil, hvor jeg er i dag. At kunne kigge 2 år tilbage og se hvor langt jeg er kommet. Hvor meget der er sket.

Jeg vil bare så gerne kunne mærke glæden helt ned i maven. Være oprigtig, når jeg siger, at jeg tager en dag af gangen. Jeg har det bedst i kontrol. Jeg synes stadig, der er mange ting, jeg ikke kan kontrollere og bestemme over.

Og så er jeg så bange. Bange for, at livet ender lige om lidt. Før det egentlig er startet. Bange for at min kæreste aldrig får det bedre. At han aldrig slipper af med sin angst. Sin bekymring. For mig. For sig selv. For alting. Jeg er bange for at dø, mere end noget andet. Bange for, at jeg aldrig skal slippe af med den følelse, jeg har i maven. Frygten. De bange fornemmelser. Jeg er bange for, at jeg aldrig bliver sådan rigtig glad igen. For at jeg ikke finder et arbejde, jeg føler, jeg er dygtig til. Bange for at miste. Især min kæreste. Han holder ikke til et tilbagefald. Og så er jeg bange for, at jeg heller ikke gør. Bange for at træde forkert. Sige noget forkert. Være noget forkert. Ikke være nok. Være for meget.

Ofte bliver dagene i mit sygdomsforløb gennemspillet i mit hoved. Fra de første dage uden diagnose til de sidste dage inden min operation. Det var et frygtelig forløb, men samtidig et virkelig fint forløb med en masse dejlige mennesker omkring mig. Jeg havde det ikke godt. Meget har jeg nok beholdt for mig selv. Forsøgt i hvert fald. Nogle gange tager jeg mig i selv i at tænke, at det var nemmere, da jeg var syg. Da skulle jeg ikke tage stilling til noget. Jeg skulle bare være. Det er jo en frygtelig tanke. Selvfølgelig har jeg ikke lyst til at være syg igen. For alt i verden, vil jeg ikke være syg igen.
Men det er først her bagefter, at det rigtig svære har været. Og er. Det er nu, jeg skal genopbygges. Jeg skal være mig. Uden sygdom. Uden lægesamtaler. Uden medicin. Jeg troede, jeg var færdig med genopbygningen.
Jeg føler, at konstruktionen ligeså stille smuldrer fra hinanden. At jeg ikke kan holde mig selv sammen. Og når jeg føler det, føler jeg samtidig, at jeg føler for meget. At det jo slet ikke er så slemt. Det kan ikke være så slemt. Jeg har det jo godt.

Men frygten er der..

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Når frygten flytter ind er publiceret 17/09-2018 15:09 af Thisisme.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.